Slagelse Kommune og Slagelse B&I har netop indgået en partnerskabsaftale, som understøtter den idrætsprofil, som Slagelse Kommune bl.a. har fokus på, jvfr. den vedtagne idrætspolitik, herunder at sikre optimale rammer for udviklingen af eliteidrætten og talentmiljøet.
Et partnerskab
Aftalen som er indgået mellem Slagelse Kommune og Slagelse B&I, er en aftale om et partnerskab som skal favne og rumme både rammemæssige sider, som sociale perspektiver. Det betyder blandt andet at Slagelse B&I fremover vil varetage værtsmæssige roller på Harboe Arena, når arrangementer finder sted. Arrangørerne vil møde velkendte ansigter når de entrerer faciliteterne på Harboe Arena Slagelse.
Herudover rummer aftalen også et samarbejde om sociale opgaver, rollemodels-projekter og et arbejde på at styrke ledige via jobcenteret.
– Vi er glade for samarbejdet med SBI, som vi nu ser frem til bliver endnu bredere. Den nye aftale vil fortsat styrke elite- og talentmiljøet omkring fodbolden i Slagelse Kommune, da fodbold er en af vores prioriterede idrætter under Team Danmark elitekommuneaftalen. I aftalen er breddefodbold også i fokus bl.a. i form af samarbejdsaftalen mellem B73 og SBI, som fornyeligt blev indgået. Vi glæder os til at udbygge vores samarbejde endnu mere, så vi forsat kan styrke både elite- og breddefodbolden i kommunen, siger kommunaldirektør i Slagelse Kommune Frank E Andersen.
Slagelse B&I’s store frivillige engagement og høje ambitioner for talentarbejdet har bidraget til, at Slagelse B&I i dag, er indrangeret i top-20 i DBU-regi, som de bedste talent-fodboldklubber i Danmark, dette niveau, kan nu bibeholdes og udvikles lyder det fra Formanden for Slagelse B&I Michael Birkedal:
– Vi har nu de samme rammer og muligheder, som vores nærmeste sammenlignelige byer har, og det glæder os utroligt meget, udtaler Formand for Slagelse B&I Michael Birkedal og tilføjer.
– Slagelse B&I’s fokus på talentmiljøet og udviklingen, har været en kæmpe succes, men det har også afstedkommet, flere og større udgifter. For at kunne honorerer kravene til både vores 2-Stjernede klublicens, samt samarbejdet med blandt andet Team Danmark og Idrætstalentklasserne på Nymarksskolen & ungdomsuddannelserne via Slagelse Talent & Elite, så er denne partnerskabsaftale afgørende for vores fremtid.
Med håb om lys for enden af den indtil nu lange Coronatunnel, ser både Slagelse Kommune & Slagelse B&I frem til at styrke kommunens brand gennem aktiviteter og kampagner, blandt andet målrettet studerende og nytilkomne borgere.