Forlængelsen af nedlukningen af Danmark indtil 28. februar har igen store konsekvenser for Vestsjællands Teaterkreds. Nedlukningen betyder nemlig endnu en flytning af en forestilling og desværre også to aflysninger, som det desværre ikke har været muligt at finde nye datoer til. De berørte forestillinger er Nothing ’bout Me fra Café Liva og Eks-mænd fra Folketeatret. Nu krydser teaterforeningen fingre for, at der bliver åbnet op for kulturlivet til marts, hvor den har intet mindre end 11 opførelser på programmet på Slagelse Teater.

Nothing ’bout Me flyttes til 15. april
Sting-cabareten Nothing ’bout Me med Jacob Morild og musikerne Morten Wedendahl og Nils Krøyer fra Café Liva, er en af de forestillinger, der bliver ramt. Forestillingen skulle have været afviklet på Slagelse Teater torsdag 11. februar med over 300 publikummer. Det er dog lykkedes Vestsjællands Teaterkreds at finde en ny dato for afviklingen, nemlig torsdag 15. april 2021 kl. 19.30.

Eks-mænd aflyses
Det er straks værre med forestillingen Eks-mænd fra Folketeatret med Niels Ellegaard og Henrik Lykkegaard på rollelisten. Forestillingen skulle have spillet både lørdag 27. og søndag 28. februar med små 550 publikummer fordelt på de to forestillinger. Teaterforeningen har været i dialog med Folketeatret om at finde nye datoer senere på foråret, men dette har desværre ikke været muligt. De to skuespillere Niels Ellegaard og Henrik Lykkegaard starter prøver på Cirkusrevyen, så snart den oprindelige turné med Folketeatret slutter, og de to skuespillere er derfor ikke tilgængelige til forestillinger senere på foråret.

Alle publikummer har fået besked
Teaterkredsen oplyser, at alle med billet til de berørte forestillinger har fået tilsendt information på både SMS og mail. Man kan endvidere læse mere på teaterforeningens hjemmeside teaterkreds.dk.

Teaterkredsen håber på åbning til marts
Indtil videre løber nedlukningen af kulturen til 28. februar, og teaterforeningen håber meget på, at der bliver åbnet for gennemførelse af forestillinger derefter, for teaterforeningen har indre mindre end 11 opførelser på programmet i marts måned.

 

Eks-mænd. Pressefoto.