Gerlev Idrætshøjskole tager en svær, men vigtig, diskussion på en ny måde.

Debatten om #MeToo bliver hurtigt til en kamp mellem kønnene med grøftegravning og polariserende fjendebilleder. Derfor har Gerlev Idrætshøjskole inviteret Henrik Dahl, medlem af Folketinget for Liberal Alliance, og Rulle Grabow, debattør og aktiv i debatten om voldtægtslovgivningen, til at tage debatten i et nyt format, der tager uenigheden mellem de to debattører alvorligt, men som samtidig giver plads til tvivl og nuancer, og som gør os klogere på dilemmaerne.

Debatten er arrangeret som en såkaldt Frirumsdebat – en ny debatform, der giver plads til refleksioner og anerkendelse af de gode argumenter uden at gå på kompromis med konflikten. Frirumsdebatter adskiller sig fra de fleste mediedebatter ved at give mere tid til at uddybe konflikten, men også insistere på at spørge til debattørernes egen tvivl og “tvinge” dem til at betragte dilemmaet fra modpartens perspektiv.

For i en Frirumsdebat er der ingen vinder og taber, og den involverer altid borgerne i at finde ny løsninger og initiativer, der bringer os videre. I anledning af debatten vil vi gerne invitere jer til debatten mellem Henrik Dahl (folketingsmedlem for Liberal Alliance) og Rulle Grabow (kommunikationsrådgiver og debattør), som finder sted på Gerlev Idrætshøjskole den 11. marts kl. 19.30.

“Når der bliver debatteret #MeToo, skyder vi ofte hinanden alt muligt i skoene. Men mænd og kvinder kan jo ikke lade være med at omgås hinanden, så det er vigtigt, vi finder ud, hvordan vi gør det på en ordentlig måde. Debatten er ofte uforsonende og skarp, og derfor vil vi gerne bringe nuancerne i spil og vise, det er ok at tvivle. Både i debatten og når vi omgås i dagligdagen,” udtaler Tania Dethlefsen, forstander på Gerlev Idrætshøjskole.

De håber meget på, at I er interesseret i at dække debatten og sætte fokus på, hvordan lokalsamfundet kan samles om debatter og samtaler, der gør os klogere.

Hvem står bag debatformen?
Frirummet er et civilsamfundsinitiativ skabt af de frie skoler (Friskolerne, Højskolerne og Efterskolerne), som arbejder for at forbedre offentlig debat og samtale. Frirummet har uddannet mere end 200 demokratiske ildsjæle som Debatpiloter. Det er Debatpiloterne, som løbende arrangerer og afholder

Frirumsdebatter i Danmark, og i marts sætter de i fællesskab fokus på de debatter, der gør os klogere, når de afholder Frirummets Debatmåned. Hele programmet for debatmåneden kan findes på frirummet.org.

For mere information er I velkommen til at kontakte: Tania Dethlefsen, forstander på Gerlev Højskole, på Tlf.: 58 58 40 65 eller taniadethlefsen@gerlev.dk eller Julie Hauge Andersson, Frirumsdebattens Debatpilot, på juliehauge@gerlev.dk