For tredje år i træk forbedrer Slagelse Kommune sin placering på Dansk Industris årlige opgørelse over kommunernes erhvervsvenlighed. Kommunen tager et lille spring frem fra nummer 68 til nummer 62.
Dansk Industris årlige måling af kommunernes erhvervsvenlighed er netop blevet offentliggjort. Her er der for tredje år i træk fremgang at spore i Slagelse Kommune, som samlet rykker seks placeringer frem i forhold til sidste års opgørelse.
Den beskedne, men kontinuerlige fremgang er i tråd med kommunens ambition om på længere sigt igen at blive blandt landets mest erhvervsvenlige kommuner.
– Jeg er tilfreds med, at vores indsatser på området giver resultater, og jeg mener, at vi fremadrettet kan løfte området endnu mere. Fra kommunens side ønsker vi en åben dialog med vores lokale virksomheder, og vi har et stort fokus på at skabe den bedst mulige erhvervsservice til gavn for vores erhvervsliv, siger borgmester Knud Vincents (V).
Ny erhvervsstrategi på trapperne
Slagelse Kommune har ført en elevatortilværelse i de 13 år, DI har målt kommunernes erhvervsvenlighed. Fra en placering som nummer 13 i 2017 til nummer 85 året efter, er det siden gået stille og roligt fremad med at højne kommunens erhvervsvenlighed.
Det er ambitionen at fortsætte den positive udvikling, og derfor er en ny erhvervsstrategi under udarbejdelse i Slagelse Kommune.
– Jeg glæder mig meget til at præsentere den nye erhvervsstrategi, når den er klar. Med den får vi sat retning på en række fokusområder, så vi kan udnytte kommunens store potentialer for at skabe lokal erhvervsudvikling og få flyttet Slagelse Kommune helt frem som en erhvervsvenlig kommune, udtaler borgmester Knud Vincents (V).
I opgørelsen måles kommunerne på ti parametre, hvor Slagelse Kommune scorer højest på ”Infrastruktur og Transport” og lavest på ”Sagsbehandling”, hvor der er registreret en forlænget sagsbehandlingstid på byggesager.
– Vi følger systematisk op på sagsbehandlingstiderne, og vi screener alle nye sager, så projekter, hvor alt er i orden, får en hurtig behandling. Vi har også fået en tættere dialog med ansøgerne, så vi sammen kan løse eventuelle udfordringer – og helt generelt har vi fokus på at behandle erhvervssagerne hurtigt, siger Knud Vincents (V).
Arbejdskraft har høj prioritet hos virksomhederne
I undersøgelsen svarer flere virksomheder i Slagelse Kommune, at de oplever, at der er mangel på faglært arbejdskraft. Tendensen er den samme i hele landet, og derfor er der i kommunen et særligt fokus på netop
denne problemstilling. – Det er en udfordring, mange kommuner står med, og vi skal have et fortsat fokus på området. Vi har allerede sat mange positive tiltag i gang på arbejdsmarkedsområdet, og vi har en tæt dialog, både med erhvervslivet og vores lokale uddannelsesinstitutioner, så vi får uddannet og efteruddannet fremtidens arbejdskraft, siger viceborgmester og formand for Erhvervs-, Beskæftigelses- og Uddannelsesudvalget Jane Dahl (C).
Selvom der er en generel utilfredshed med manglen på arbejdskraft, kan Jobcenter Slagelse glæde sig over en betydelig øget tilfredshed med jobcentrets samarbejde med virksomhederne. Et område, hvor jobcentret målrettet arbejder på at understøtte rekruttering og har succes med at få borgere hurtigt tilbage på arbejdsmarkedet igen.
Bedre erhvervsservice og tættere dialog
I foråret 2023 blev hele erhvervsserviceområdet samlet under Slagelse Kommune. Det skete ud fra et ønske om at optimere samarbejdet på tværs i kommunen til gavn for virksomheder og iværksættere.
Generelt set er virksomhedernes opfattelse af kommunens overordnede erhvervsvenlighed også forbedret fra en plads som nummer 82 i 2022 til nummer 69 i år.
Helt aktuelt inviteres alle virksomheder i Slagelse Kommune derfor til et åbent dialogmøde den 25. oktober, hvor dele af den kommende erhvervsstrategi vil blive præsenteret. Derudover vil der være information om aktuelle anlægsprojekter, tiltag indenfor arbejdskraft og udliciteringer.
Om undersøgelsen
De 92 kommuner, der deltager i undersøgelsen, vurderes på ti parametre. Blandt andet infrastruktur og transport, arbejdskraft, sagsbehandling, grøn udvikling samt skatter, gebyrer og erhvervsarealer. I Slagelse Kommune har 89 virksomheder svaret på undersøgelsen. Besvarelserne repræsenterer minimum 3.147 private arbejdspladser i kommunen, hvilket svarer til 15 procent af den private beskæftigelse.