Femern Link Contractors og Hottinger Brüel & Kjær A/S kåret som “Årets Læreplads” og ”Årets Innovative Læreplads” til ZBC Awardshow
Det var et stærkt kandidatfelt, som var linet op før årets awardshow hos ZBC i Slagelse. For med 119 indstillinger på tværs af 18 forskellige uddannelsesretninger og en top-5, som alle lige så godt kunne have vundet, var det ikke let at udpege en vinder. Men i denne omgang blev det Femern Link Contractors og Hottinger Brüel & Kjær A/S, som blev de lokale vindere af hhv. “Årets Læreplads” og ”Årets Innovative Læreplads”.
Femern Link Contractors blev indstillet af kontorelev Lizette Clausen, og de blev vindere i deres kategori med begrundelsen:
Femern Link Contractors er tildelt prisen fordi I har en stærk og struktureret tilgang til oplæring. I har formået at få jeres elev til at se sig selv som en aktiv medspiller i virksomheden. Femern Link Contractors har givet plads til etablering af et socialt netværk som har været centralt for at fremme trivsel og sammenhold blandt elever og lærlinge. Lizette udtrykker at jeres tilgang til hende som kontorelev har styrket hendes færdigheder og forståelse for uddannelsen og byggebranchen.
Hottinger Brüel & Kjær A/S blev indstillet af Elektronikfagteknikerlærling Andreas Birk Gustafson. Begrundelsen for deres sejr lyder:
Hottinger Brüel & Kjær vinder prisen som Årets Innovative Læreplads, da virksomheden tidligt i uddannelsen har bemærket Andreas’ faglige potentiale og tilpasset hans individuelle læringsplan ved at placere ham i virksomhedens Research & Development Afdeling. Andreas har her fået mulighed for at arbejde med et innovativt projekt der kan forenkle dataindsamling og dermed opnå en enorm kabelbesparelse med stor positiv indvirkning på bæredygtighed og ressourceforbrug. Virksomheden har i høj grad anerkendt og understøttet dette Proof-of-concept. Denne anerkendelse har øget lærlingens motivation for at stræbe efter nye højder inden for faget.
Tæt konkurrence
Bedømmelseskomitéen havde mange gode indstillinger, og kunne i dag uddele en andenplads i kategorien ”Årets Læreplads” til Vestergaard Company, indstillet af Automatikteknikerlærling Stefan Christensen og en 3.plads blev uddelt til Hjemmet ved Noret, som blev indstillet af Social- og Sundhedsassistentelever Nathasja Jørgensen og Mathias Yaacoub-Vestergaard.