Når man besøger Slagelse Kommunes hjemmeside – www.slagelse.dk – bliver man mødt af et nyt og mere brugervenligt udseende. Der er nu kortere vej til de mest benyttede informationer, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
I stedet for én forside er der kommet fem, nemlig en for hver af de fem ’hovedindgange’ med overskrifterne:
BORGER – ERHVERV – POLITIK – TAG DEL – KOMMUNEN.
Menupunktet TAG DEL er en nyskabelse, der lægger op til øget medindflydelse. Menupunktet skal ses som en invitation til, at borgere og brugere involverer sig i for eksempel – ”På Landet”, hvor man kan finde noget om ”Borgerne bestemmer”, ”Lokalråd” med mere.
Hjemmesiden er indrettet sådan, at der er blevet kortere vej og færre klik til de mest brugte informationer. For den enkelte borger og erhvervsdrivende betyder det en mere effektiv adgang til digital selvbetjening og information.
Det er to og et halvt år siden, at den nuværende hjemmeside blev taget i brug. Dengang fik kommunen en pris for designet, men behovet ændrer sig, og teamet bag hjemmesiden har derfor tilpasset designet og sat ekstra fokus på Slagelse Kommunes kerneydelser.