Den 20. marts kan du på Slagelse Teater opleve Festen, som oprindeligt er skrevet af Thomas Vinterberg og Mogens Rukov, der sammen vandt juryens specialpris under filmfestivalen i Cannes i 1998. Nu er filmen skrevet om til et teaterstykke af Bo Hr. Hansen.
Far Helge skal fejre sin 60-års fødselsdag og har indbudt et stort antal gæster. Pludselig rejser Helges ældste søn, Christian, sig op med to taler i hånden – han begynder at blotlægge faderens årelange incestuøse misbrug af ham og hans nu afdøde søster; folk forsøger at tale Christian til besindighed, men efterhånden som aftenen skrider frem, ændrer stemningen sig.
Festen er uden tvivl en barsk erkendelseshistorie. Det er en fortælling om livet, om hvordan det kan se anderledes ud udefra, hvordan man kan forskyde og helt glemme ting. Det er en fortælling om menneskelige relationer og svigt. Det er uden tvivl en fortælling, der lægger op til en rørende aften i teateret.
Det kan du opleve den 20. marts 2015 i Slagelse Teater. Du kan læse meget mere her, hvor det også er muligt at købe billetter.