Foredrag den 12. april kl. 19.00-21.00 på Slagelse Museum om nedskydningen af et Lancaster bombefly fra Royal Air Force på Midtsjælland i 1944.

Poul Christensen og Jan Christensen fortæller historien, som Poul selv oplevede i 1944, om den tyske nedskydning af et Lancaster bombefly. Flyvernes utrolige flugt mod friheden i Sverige er omdrejningspunktet for foredraget. Seks flyvere måtte efter ildkamp med en tysk natjager springe ud med faldskærm over landsbyen Allindemagle. Et besætningsmedlem blev dræbt i luftkampen, slynget ud af flyet og havnede på en mark nær Gyrstinge sø. De øvrige flyvere vidste, at de kun  var i sikkerhed, hvis de kom til Sverige. Var de heldige nok til at få hjælp til flugten?

Fire af flyverne fik under flugten kontakt til modstandsfolk i Helsingør, Ålsgårde, Roskilde og København. Flammen og Citronen, Radiotelegrafisten Tage Fischer Holst fra Special Operations Executive og modstandskvinden Lis Bomhoff og hendes familie hjalp med at huse flyverne på Frederiksberg i nogle dage, indtil de kom til Sverige med båd.

Opdaget
Kort tid efter flyvernes flugt til Sverige opsporede tyskerne flere af de danske modstandsfolk, der hjalp flyverne på vej. Nogle af modstandsfolkene blev sendt i koncentrationslejr, nogle blev dræbt, og andre fik deres hjem sprængt i luften af tyskerne. For Flammen og Citronen blev opgaven med at hjælpe flyverne fra Allindemagle til Sverige deres sidste indsats mod tyskerne, da de mistede livet kort tid efter.

Hør den dramatiske historie til foredraget, hvortil det er nødvendigt at købe billet på forhånd via vestmuseum.billetexpressen.dk.

 

Til venstre ses Bent Faurschou-Hviid (Flammen), Carl Munck og til højre Olav Bertelsen. Foto i privat eje.