Formand Jørgen Graversen er en glad mand i disse dage. Ikke kun har foråret massivt lagt sig over kolonien hvor der bygges, beplantes, luges og hygges over området hvor dannebrogsflagene vajer lystigt i vinden, men også efterspørgslen på haver er kraftigt stigende. ”Vores salgsteam får daglige henvendelser fra interesserede og specielt børnefamilierne har efterhånden fået øjnene op for tanken om at eje et lille hus og et stykke jord hvorpå den lunefulde danske sommer kan nydes”, siger formanden.

Østervang er kommunens største haveforening, og med 292 haver er der altid noget til salg. ”Vi har både helt tomme grunde hvor selvbyggeren kan udfolde sig, grunde med et redskabsskur og vi har selvfølgelig også private haver til salg hvor der ikke mangler noget overhovedet så ja, der er helt sikkert noget for enhver smag” oplyser Graversen og fortsætter ”Om det er jorden under neglene eller bare det at være ude i det grønne der trækker nye kolonister ved vi ikke og det er jo i bund og grund folks private sag. Skønt er det dog at se så mange nye ansigter i så stor en koloni som vores.”

Kolonihavetanken om fællesskab og pilsnere over hækken trives stadig, men ikke i samme omfang som før. ”Vi har flere og flere kolonister der kun deltager i det tvungne fællesarbejde to gange om året og så ellers holder sig for sig selv” oplyser formanden og tilføjer ”Det er også helt fint. Tiden er meget anderledes end for bare ti år siden og vi som forening må så søge at følge med tiden i stedet for at stå fast på fordums tiders traditioner. De nye kolonister kommer med nye input, og det skal vi i bestyrelsen lytte på og tage ved lære af. Det er ikke altid lige nemt, men vi prøver og langt hen ad vejen synes jeg det lykkes” afslutter formanden og tilføjer” Kig ud til os, gå en tur, nyd området og få en snak med de dersens kolonister i haverne. Det kan varmt anbefales, for hos os står tiden stille på den fede måde”.

Vil man vide mere kan man besøge foreningens hjemmeside www.hføstervang.dk

Foto: H/F Østervang