Når børnene skal i skole om morgenen, er antallet af biler omkring skolen, for høj fart og manglende hensyn nogle af de ting, som skaber utryghed. Opfordring til forældrene skal ændre adfærden.

Mange kender sikkert fornemmelsen af at være kommet fem minutter for sent ud ad døren, så i stedet for cyklen, ryger de ungerne på bagsædet af bilen med retning mod skolen. Og så skal de hurtigt læsses af, inden man selv skal skynde sig på arbejde.

Faktisk er det hele 4 ud af 10 forældre, som har oplevet, at andre forældre, efter at have afleveret børnene, har kørt alt for stærkt omkring skolen. Det viser en undersøgelse blandt 1.860 forældre til skoleelever, som i 2021 blev gennemført for Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden.

Den slags fortravlet adfærd giver desværre nogle negative effekter på skolevejene. For mange biler, for høj fart og manglende hensyn, gør forældrene utrygge. Når forældrene er utrygge, giver det dem mindre lyst til at lade deres børn cykle eller gå i skole selv, og så bliver problemet selvforstærkende.

I kampagnen ’Børn på vej’ opfordrer Slagelse Kommune i samarbejde med Rådet for Sikker Trafik nu forældre til, at de tager sig lidt bedre tid omkring skolen, hvis de kører børnene i bil.

– I Slagelse Kommune arbejdes der målrettet med at gøre skolevejene mere trafiksikre på baggrund af en skolevejsanalyse, det ændrer dog ikke ved at der fortsat er et fælles ansvar for at udvise hensyn til skolebørnene i trafikken. Med kampagnen ”Børn på vej” opfordrer vi alle trafikanter til at udvise hensyn og give plads til skolebørnene, særligt de nye der starter i skole, siger Nicki Ottevig (V), formand for Trafiksikkerhedsforummet.

Kampagnen ‘Børn på vej’ skal blandt andet minde trafikanter om at sænke farten, være opmærksomme og vise ekstra hensyn til de mange skolebørn, der færdes på skolevejene.

Flere børn skal op på cyklen

Det allerbedste, man som forældre kan gøre, er at gøre børnene klar til selv at cykle eller gå i skole. På den måde lærer de selv at færdes i trafikken, og samtidig bliver biltrængslen ved skolen omkring klokken otte formindsket.

Der kan i egne af landet være store skoledistrikter, som giver nogle børn langt i skole. Det betyder, at der naturligvis altid vil være børn, som af praktiske årsager bliver kørt til skole i bil.

På landsplan cykler eller går 50 procent af skolebørnene dog i trafikken uden følge af en voksen, viser en undersøgelse foretaget af Epinion i 2021 for Rådet for Sikker Trafik. Kan vi få flere børn til at gå eller cykle, er der meget vundet ved det.

– Vi vil rigtigt gerne have flere børn til at blive selvtransporterende til og fra skole. Jo flere børn, der skifter bagsædet i bilen ud med sadlen på en cykel, jo mindre bliver problemerne med trængsel og utryghed på skolevejen. Hvis du er i tvivl, om dit barn er klar til turen i skole alene, så kan I øve ruten i weekenden, hvor der typisk er knap så meget trafik, siger Rosa Nissen, specialkonsulent i Rådet for Sikker Trafik.

Kampagnens formål

Kampagnen ‘Børn på vej’ skal minde trafikanter om at sænke farten, være opmærksomme og vise ekstra hensyn til de mange skolebørn, der færdes på skolevejene.

Kampagnen henvender sig samtidig til skolerne og motiverer bl.a. med kampagnemateriale til at varetage den obligatoriske trafikundervisning, som lærer eleverne at være sikre i trafikken.

Sidst men ikke mindst opfordrer kampagnen forældre til at træne og tale trafik med deres børn, så de lærer selv at gå eller cykle til skole og træffe sikre valg i trafikken.

Resultater i Tryghedsundersøgelsen:
Spørgsmål stillet til 985 forældre til skolebørn:
Hvor tryg eller utryg er du ved at lade dit barn gå og/eller cykle alene til skole (dvs. uden følge af en voksen)?

Fordelt på region svarede følgende, at de var trygge ved at lade deres barn gå eller cykle i skole.

• Nordjylland: 87 procent
• Midtjylland: 87 procent
• Syddanmark: 84 procent
• Hovedstaden: 82 procent
• Sjælland: 84 procent
Spørgsmål stillet til 1.860 forældre til skolebørn:

Har du – inden for det seneste år – oplevet, at andre forældre, der afleverer deres børn i skole, har gjort følgende, når de skulle videre fra skolen?

• Kørt for stærkt i bil: 39 procent
• Været optaget af deres mobil, og derfor ikke set sig ordentligt for: 34 procent
• Cyklet på fortovet: 25 procent
• Gået over vejen uden at se sig ordentligt for: 25 procent
Tryghedsundersøgelsen er gennemført som en kvantitativ spørgeskemaundersøgelse blandt forældre til børn i alderen 5-16 år, som går i folke-, fri- eller privatskole (skolebørn).

Der er indsamlet i alt 2.042 webbaserede interviews. Dataindsamlingen er gennemført i april og maj 2021 af Epinion for Rådet for Sikker Trafik.

Pressefoto