Aflevér dine natursten på AffaldPlus’ haveaffaldspladser. Så kan de blive til stenrev og skaber nye opholdssteder for fisk, planter og smådyr i Storebælt.
De danske farvande mangler stenrev. Igennem de sidste mere end 100 år er der blevet fjernet enorme mængder af sten fra havbunden ved stenfiskeri. De opfiskede sten blev brugt til bygning af havnemoler, kystsikring, kirker og meget andet. Særligt hårdt gik det ud over de kystnære, lavvandede havområder, hvor det var nemt at komme til stenene. Det har nogle steder efterladt havbunden som en ørken.

Nye stenrev på vej
Men vi kan heldigvis bidrage til at råde bod på fortidens handlinger. Slagelse Kommune og AffaldPlus vil med hjælp fra lokalområderne forsøge at genoprette nogle af de tabte stenrev.

Der findes nemlig masser af sten i de danske haver og på landbrugets marker. Og hvis man da ikke lige selv står og skal bruge dem til stendiger og havebassiner – så kan de afleveres i båsen til ’Natursten’ på AffaldPlus’ haveaffaldspladser. Fra haveaffaldspladserne i Slagelse Kommune vil AffaldPlus samle stenene sammen, og når der er mange nok, fragtes de til et centralt opsamlingssted i Korsør. Herfra vil de i løbet af de næste par år blive sejlet ud og lagt som nye stenrev.

Formand for Klima- og Miljøudvalget i Slagelse Kommune, Jørgen Grüner, siger: ”I Slagelse Kommune er vi meget opmærksomme på udfordringerne i vores kystnære havmiljø. Vi kan ikke efterlade et døende hav til næste generation! Der skal sættes ind med forbedring af havmiljøet på flere områder, og her er genetablering af stenrev et vigtigt bidrag til en samlet indsats”.

I Slagelse Kommune vil man undersøge, hvor etablering af de nye stenrev giver størst mulig værdi for havmiljøet. Derfor kan der godt gå et par år, før den egentlige etablering af de helt store stenrev begynder. Stenrevene vil ikke kun være til glæde for beboerne under havet. Nogle steder vil stenrevene blive etableret som såkaldte snorkelrev tæt på land, hvor man i sommermånederne, udstyret med en dykkermaske og snorkel, selv kan opleve havets beboere flytte ind på de nye stenrev.

Slagelse Kommune vil senere informere om, hvor og hvornår de nye snorkelrev kommer.

Stenrev er vigtige for livet i havet Det er meget vigtigt for livet i havet, at der findes stenrev. Stenrev er en samling af større sten på havbunden, som ligger fast og ikke flyttes af bølger og havstrømme. Mellem stenene dannes sprækker og hulrum, som er vigtige opholdssteder for både større og mindre fisk, smådyr og søanemoner, der har brug for sten, de kan sidde fast på. Samtidig er stenene vigtige for flere typer af tang, som kun gror på sten. Tangen giver skjul og føde til fiskene på revet, og tangen producerer samtidig ilt og binder både CO2 og kvælstof fra vandet.

Win-win
Hos AffaldPlus ser direktør Rikke Saltoft stenrevsprojektet som en ren ’win-win’: ”Vi har jo som et af vores helt store indsatsområder at reducere mængden af affald, der skal behandles. Både fordi vi helst ser, at ressourcerne genbruges, som de er, og fordi behandling af affald ganske enkelt er ret dyrt. Derfor er vi superglade, hver gang vi kan indgå samarbejder, der reducerer affaldsmængden. Og når det så endda er til lokale naturgenopretningsprojekter, er glæden da bare endnu større”, siger
Rikke Saltoft.

Du finder en oversigt over AffaldPlus’ haveaffaldspladser på www.affaldplus.dk. Har du spørgsmål til projektet, så tag fat i en af projekts kontaktpersoner.

Fakta om stenrev
Stenrev er vigtige for livet i havet Det er meget vigtigt for livet i havet, at der findes stenrev. Stenrev er en samling af større sten på havbunden, som ligger fast og ikke flyttes af bølger og havstrømme. Mellem stenene dannes sprækker og hulrum, som er vigtige opholdssteder for både større og mindre fisk, smådyr og søanemoner, der har brug for sten, de kan sidde fast på. Samtidig er stenene vigtige for flere typer af tang, som kun gror på sten. Tangen giver skjul og føde til fiskene på revet, og tangen producerer samtidig ilt og binder både CO2 og kvælstof fra vandet.

Mere om natursten til stenrev
• Alle typer af natursten og marksten kan bruges. De har mest værdi i havet, hvis de er +20 cm i diameter, men AffaldPlus tager imod alle størrelser.
• Har du rigtig store mængder af natursten, fx hvis du er landmand og har samlet til bunke i mange år, så kontakt os for at høre om muligheder for afhentning.
• På haveaffaldspladserne må man stadig gerne tage natursten med hjem til et haveprojekt – vi forventer at have sten nok til både haver og hav.

Credit: AffaldPlus