Tidligere divisionsspiller i Slagelse, Johnny Andreasen, var sidste år med til at etablere Fabrikken – Center for sundhed. En gammel fabriksbygning på Ndr. Ringgade er smukt tryllet om til et moderne center, der tilbyder træning, behandling og sundhed samlet et sted. Fabrikkens rå univers er bevaret og egner sig glimrende til crossfit, men der er også store lyse lokaler til holdtræning. Derudover tilbydes fitness, fysioterapi, kiropraktik og kostvejledning.
Midt i arbejdet med at drive det nye center har Johnny fundet tid til at medvirke i vores nytårs-interviewserie om, hvad året bringer.
Hvad kunne du ønske dig af 2015?
For verden er mit ønske, som forhåbentligt for langt de fleste mennesker, en roligere verden, hvor forskelle mellem mennesker accepteres bedre, samt at konflikter løses på en ikke-voldelig måde.
Har du et nytårsforsæt?
Jeg vil gerne have mere tid til at se alle dem jeg holder af, familie og venner. Og jeg vil selvfølgelig fortsætte med minimum en times daglig fysisk træning, for så kan jeg nemlig “synde”, uden at det betyder noget.
Hvad er Slagelses største udfordring i 2015?
Som tidligere divisionsspiller vil jeg tolke spørgsmålet sportsligt. Det er åbenlyst, at Slagelses ligahold har en meget stor udfordring i at forblive i ligaen det kommende halvår. Så udover at sidde og heppe på tribunen, hver gang de spiller, ønsker jeg alle omkring holdet en forårssæson med “stolpe ind” samt held og lykke.
Hvad kan gøres bedre for at tiltrække turister/tilflyttere til et Slagelse?
Når jeg går rundt i Slagelse skæmmer alle de mange, ikke vedligeholdte huse/områder. Jeg håber der kan findes kommunale penge til at give disse områder et ansigtsløft, men det er jo nok utopi. Det vil helt klart give Slagelse en bedre fremtoning, der vil virke mere attraktivt på alle, både turister samt mulige nytilflyttere.
Hvad vil du gerne opleve i Slagelse i det kommende år?
Vi har startet Fabrikken i 2014, og der er brugt rigtig mange ressourcer på at gøre vores sted unikt, både mht. sundhed, træning og behandlingsmuligheder. Jeg vil gerne opleve, at den søgning og fremgang vil fortsætte i 2015. Vi vil ihvertfald arbejde stenhårdt for at gøre vores sundhedscenter til det allerbedste sted for Slagelses borgere i 2015.