Mandag den 12. oktober kl. 15.00 – 17.00 kan du se den unikke kvindefigur i sølv på Boeslunde Skole.
På en lokalitet i Boeslunde har en lokal detektorfører fundet en helt unik lille figur. Den måler kun 1,7 cm og forestiller en kvinde med lang kappe, store perlekæder om halsen og en lang løs hestehale omkring en knude i nakken. Hun er meget slidt især på hovedet og hendes ansigtstræk anes kun svagt. Det er tydeligt, at hun har to skråtstillede øjne, hvor det ene er større end det andet. Hun er støbt i ét stykke med et hulrum i bunden, der enten stammer fra støbningen eller er tiltænkt til montering af stav eller andet.
Tilstede ved fremvisningen er detektorfører og finder af Boeslundekvinden, Christian Albertsen, arkæolog og ph.d. Trine Borake og arkæolog Lone Claudi-Hansen, begge Museum Vestsjælland.
Under fremvisningen kan man desuden få et indblik i den tekniske analyse af Boeslundekvindens udformning og de håndværksmæssige detaljer, der er skjult for det blotte øje.