Klima- og Miljøudvalget har besluttet, at kommunens arbejde med miljøgodkendelser og -tilsyn af kommunens industrivirksomheder skal gennemgås og kvalitetssikres i samarbejde med en ekstern konsulentvirksomhed.

I samarbejde med en ekstern konsulentvirksomhed vil Slagelse Kommune nu gennemgå og kvalitetssikre kommunens proces omkring arbejdet med miljøgodkendelser og miljøtilsyn af kommunens godkendelsespligtige industrivirksomheder. Det besluttede Klima- og Miljøudvalget på sit møde onsdag. Formålet er dels at få en generel vurdering af kommunens miljøtilsyn og miljøgodkendelser og dels at få anbefalinger til, hvordan man eventuelt kan forbedre arbejdet. Det skal være med til at kvalitetssikre processen omkring både miljøgodkendelser og miljøtilsyn.

– Det er et område, der er kommet mere fokus på i hele landet den seneste tid. Den opgave tager vi naturligvis også alvorligt, og derfor er det vigtigt, at vi gennemgår vores praksis, så borgere og virksomheder fortsat kan have tillid til, at de godkendelser og de tilsyn vi gennemfører, lever op til lovens krav. Derfor får vi nu gennemgået området, så vi kan få et billede af om, der er behov for andre tiltag på det her område, siger formand for Klima- og Miljøudvalget Jørgen Grüner (F).

Beslutningen i Klima- og Miljøudvalget omkring gennemgangen og kvalitetssikringen skal ses i lyset af blandt andet det landsdækkende fokus, der er kommet på miljøområdet, efter Nordic Waste-sagen i Randers og den kritik Slagelse Kommune har været udsat for i forbindelse med RGS Nordic. Samtidig er miljøtilsynsområdet også omfattet af kompleks lovgivning med forskellige lovgivninger og bestemmelser for forskellige typer af virksomheder, som også i stigende grad stiller store krav til medarbejdernes kompetencer og viden.

– Vi har dygtige medarbejdere, som har rigtig travlt, og gennemgangen vil også komme til at koste resurser. Men det er vigtigt, at vi fra politisk side sikrer os, at vores medarbejdere har de nødvendige rammer, der skal til, for at de kan lykkes med det arbejde, vi beder dem udføre. Med gennemgangen og kvalitetssikringen får vi et bedre grundlag for at vurdere om, der er behov for at tilpasse rammerne, siger Jørgen Grüner.

Forventningen er, at gennemgangen vil blive præsenteret for Klima- og Miljøudvalget på deres møde i september eller oktober.

Foto: ABW