Sct. Michaels Nat, fredag den 24. september klokken 17, slår Slagelse Kunstforening dørene op for et dejligt gensyn med de kunstnere, som Grafisk Støtteforening ved Det Gamle Trykkeri i Slagelse har kåret som ’Årets Kunstner’ siden 2002.

Åbningstalen bliver holdt af John Anderberg, der er medlem af Kulturnattens bestyrelse som tilforordnet fra aktørerne, og som desuden i rigtig mange år har været en aktiv deltager i byens kulturliv. I forbindelse med åbningen serveres et glas vin, som er sponsoreret af Slagelse Vinkompagni.

Hver af kunstnerne har i forbindelse med kåringen fået et af deres værker fremstillet som kunsttryk i Det Gamle Trykkeri, og alle disse kunsttryk indgår i udstillingen. Men desuden viser de fleste af kunstnerne desuden 2-3 andre værker. Der er således tale om en udstilling, der viser hvilken herlig mangfoldighed af dygtige kunstnere der lever og arbejder på vores egn. Mange af kunstnerne vil være til stede ved åbningen.

Udstillingen bringer os vidt omkring i motiver, farver og kunstnerisk udtryk, men de viser også på fornem vis hvad Det Gamle Trykkeri formår. Det er helt tydeligt, at kunsttrykkene er skabt af erfarne folk på maskiner fra dengang man lavede solidt kram. Og de nyere værker viser, at kunstnerne stadig udvikler sig og finder nye emner for deres arbejde.

På Kulturnatten lukker udstillingen klokken 22, og derefter vil udstillingen være åben hver fredag-lørdag-søndag klokken 13-17 frem til søndag den 17. oktober. Der er som altid gratis adgang til udstillingen, og Slagelse Kunstforening kan kun opfordre alle til at lægge vejen forbi og få en rigtig god kunstoplevelse.

Pressefoto