Foredrag ved freelancejournalist Lene Petersen
Når far har demens
– en fortælling om livet som datter til en dement far
Pårørendeforeningen, Ældre Rådet og Slagelse Kommune inviterer til foredrag.
Kom og hør 59-årige journalist Lene Petersens rørende og inspirerende foredrag om hendes far, som tager afsæt i de ”klummer” hun skriver til Faglige Seniorers Nyhedsbreve.
Lene skriver herudover på en bog om at være pårørende, som dels baserer sig på hendes og familiens egne erfaringer, og dels på interview med 10 andre, voksne børn, som åbent fortæller om erfaringer, sorg og frustrationer, da de måtte overtage forældre rollen overfor deres forældre.
For 6-7 år siden begyndte Lenes far at blive dement. Han fik senere stillet diagnosen Alzheimers/vaskulær demens i kombination. Sygdommen trådte tydeligere frem, efter han i 2017 fik en hjerneblødning. I februar 2022 flyttede han ind på et demens-plejehjem. Han er nu fyldt 85 år.
Lenes far er udlært blikkenslager og blev siden VVS-installatør. Han har boet i samme by og på samme egn hele hans liv.
Foredraget egner sig til alle, som har en demenssygdom inde på livet. Måske har et menneske tæt på, som de elsker og holder af, demens.
Med sit foredrag ønsker Lene at give et indblik i, hvad det vil sige at være pårørende – voksent barn til en forælder med demens. Fra de første spæde tegn på demens, til hendes far fik demensdiagnosen Alzheimers demens og de efterfølgende år, hvor Lene var vidne til, hvordan demenssygdommen greb sig ind på familien, og forandrede deres liv for altid, når 2 forældre har brug for de voksne børns omsorg.
Lene håber, at tilhørerne finder inspiration til, hvordan de som pårørende kan leve med en dement. Forhåbentligt kan foredraget give nogle perspektiver og idéer, som måske kan være til inspiration for andre. Der bliver lagt op til udveksling af erfaringer og debat.
Alle er velkomne, og det koster ikke noget at deltage – der serveres gratis kaffe og kage.
Det sker tirsdag den 16. april 2024 kl. 14.00 – 16.00 i Aktivitetscenter Teglværksparken, Teglværksparken 50, Korsør
Tilmelding senest den 10. april til bestyrelsesmedlem Conny Larsen SMS/ tlf. 5122 7910 eller mail: connla30@gmail.com