Slagelse Kommune efterlyser kandidater til årets bygningspræmiering, og beder derfor borgere og bygherre om at indsende forslag til nomineringer.
Slagelse Kommune har siden 1988 uddelt den årlige bygningspræmiering til smukke nybyggerier og renoveringer. Prisen hylder arkitektur og er en anerkendelse til bygherre. Samtidig sætter prisen fokus på gode arkitektoniske løsninger, som kan inspirere og vise vejen til flere smukke bygninger og anlæg i vores byer og landområder.
Sidste år lykkes det desværre ikke at finde en vinder, da dommerkomiteen så mange gode ideer, men savnede det særligt veludførte projekt. I år håber dommerkomiteen derfor på et stærkt nomineringsfelt.
– Vi vil gerne hylde dem, som gør noget ekstra, når de bygger nyt eller renoverer en ældre bygning. Det er med til at løfte indtrykket af hele kommunen. Men det er ikke altid, at vi kender alle projekter, som kunne komme i betragtning, og derfor har vi brug for alle øjne i kommunen, så vi får spottet både store og små projekter. Det håber jeg, at alle borgere vil hjælpe os, siger borgmester Knud Vincents (V), som er med i dommerkomiteen.
For at et byggeri eller anlæg kan komme i betragtning til prisen, skal det være færdiggjort inden for det forgangne år mellem august 2022 og september 2023, og inden for følgende områder:
• Smukt og godt byggeri i almindelighed.
• Nybyggeri, der æstetisk og på særlig hensynsfuld måde er indpasset i det eksisterende bymiljø og landskab.
• Særlige fortjenstfulde renoveringer eller restaureringer af ældre ejendomme.
• God og nænsom skiltning eller facadeudformning.
• Smukke anlæg – torve, pladser, haver, opholdsarealer mv.
Normalt uddeles der både en pris for bedste nybyggeri og bedste renovering.
Udover hædrende omtale består præmien af en bronzeplade til opsætning på bygning eller anlæg samt et diplom til bygherre og arkitekt. Nybygningsprisen er sponsoreret af det lokale landinspektørfirma Skel.dk, og renoveringsprisen er sponsoreret af den lokale tømmer- og snedkermester Niels Lien.
Dommerkomiteens sammensætning:
• Carsten Holgaard, arkitekt (fagdommer)
• Tanja Jordan, arkitekt (fagdommer)
• Ole G. Nielsen, Bevaringsforeningen for Slagelse og Omegn
• Claus Lorange Christensen, Skælskør Bevaringsforening
• Kurt Sørensen, Foreningen til bevarelse af gamle bygninger og miljøer i Korsør og omegn
• Christian Kromann, Skel.dk (sponsor)
• Niels Lien, Tømmer- og Snedkermester Niels Lien (sponsor)
• Knud Vincents, borgmester
• Stine Søgaard, formand for Teknik-, Plan- Landdistriktsudvalget
• Darrin Bayliss, planchef, Center for Teknik, Plan og Erhverv
Sekretær for dommerkomiteen: Arkitekt Maja Østermann, Center for Teknik, Plan og Erhverv.
Frist
Forslag med billedmateriale og en kortfattet begrundelse sendes senest
1. september 2023 til:
plan@slagelse.dk
eller til:
Slagelse Kommune
Plan
Rådhuspladsen 11
4200 Slagelse
Mail eller konvolut mærkes ”Bygningspræmiering”.
Vinderne bliver afsløret på Arkitekturens Dag d. 2. oktober, hvor prisen uddeles.