Corona-epidemien har stor indflydelse på vores hverdag, og en stor betydning for alle i samfundet. Slagelse Biblioteker og Borgerservice tilbyder rådgivning og hjælp til studerende og institutioner, som et lille lyspunkt i en svær tid, skriver de i en pressemeddelelse.
Hver dag sidder en bibliotekar fra Slagelse Biblioteker og Borgerservice klar bag skærmen og ved telefonen til at guide og vejlede dem, som skal bruge litteratur til skole-, studie- eller undervisningsbrug. Inspirationen er også på vej til de små læseglade ude i institutionerne ved hjælp af håndplukkede bøger ud fra bestemte emner.
Hjælp til opgaven hjemmefra
Selvom mange studerende er hjemsendt, så er hjælpen ikke langt væk. Ved at kontakte biblioteket kan studerende få hjælp til at finde materialer til en opgave, og også få vejledning i informationssøgning. Det eneste man skal gøre, er at sende en mail til bibliotek@slagelse.dk, så bliver man kontaktet af en bibliotekar. Skriv gerne et par ord om emnet eller problemstillingen – og også gerne et telefonnummer.
Bibliotekar Jakob Poulsen er en af de udvalgte bibliotekarer, som sidder klar til at hjælpe og han har allerede erfaret; ”Jeg kan tydeligt mærke, at de studerende er rigtig glade for al den hjælp, de kan få, da de er mere alene i den her tid. Det betyder meget, at vi kan inspirere dem i valget af bøger eller artikler – og guide dem i den rigtige retning”
Studerende, undervisere og elever kan hente reserverede materialer på bibliotekerne klokken 10.00 -14.00 følgende dage; mandage i Korsør, onsdage i Slagelse og fredage i Skælskør.
På www.slagelsebib.dk kan de studerende også selv gå på opdagelse og finde gode tips til opgaven eller få adgang til de mange netmedier.
Håndplukket inspiration til de små
Det er nu muligt at bestille en emnekasse på biblioteket til børneinstitutioner. En emnekasse kan f.eks. være 15 eventyrbøger, der alle er gode at læse op for de store børnehavebørn. Eller det kan være 10 bøger, der indeholder forslag til sjove aktiviteter i naturen eller til kreative indendørsaktiviteter.
Biblioteket sammensætter altså en kasse med bøger og andre materialer, så det understøtter et bestemt emne, som kan afhentes på biblioteket og derefter nydes i trygge rammer i institutionen.
Læs meget mere om mulighederne for studerende og elever, samt emnekasser på www.slagelsebib.dk