Årets festival byder på en spændende og publikumsvenlig nyhed, når ni danske og internationale street art kunstnere battler om at blive Danmarks Største Portrætmaler 2024.
Titlen som Danmarks største street art portrætmaler henviser både til at deltagerne er nogle af de ypperste inden for street art genren – samtidig med at det format, som kunstnere skal male på, bliver hele 3.6 x 3.6 meter.
Det er første gang i Danmark, at en sådan battle finder sted, og styregruppen bag Slagelse Street Art glæder sig til at se, hvem kunstnerne vil portrættere. De ni motiver bliver af kendte personer og kunstnerne skal begrunde, hvorfor de netop har valgt denne person.
Udover battlen bliver der i år malet en række permanente værker i Rosengården, ved VestsjællandsCentret og ved Movie-House i Træskogården.
Festivalen finder sted fra torsdag 23. til og med lørdag 25. maj 2024 til glæde for alle byens borgere og besøgende fra hele Danmark – en gratis og inddragende aktivitet i det offentlige rum.
Slagelse Street Art Festival finder sted for 4. år i træk. Som følge af de tidligere afholdte Festivaller er Slagelse Midtby i dag udsmykket med 14 permanente street art værker på gavle og vægge.
Festivalen arrangeres af en styregruppe, der består af repræsentanter fra Destination Sjælland, VestsjællandsCentret, Slagelse Musikhus, Slagelse Forskønnelsesselskab, Slagelse Festuge, Sct Michaels Nat og Business Slagelse. Festivalen arrangeres i tæt samarbejde med Institut for Urban Kunst.