Det er ikke altid, at fokus er på trafikken, når danskerne sidder bag rattet. Rådet for Sikker Trafik og brancheorganisationen Forsikring & Pension har spurgt flere end 1.000 danskere, hvad de laver, når de kører i trafikken. Alt for mange er uopmærksomme, viser undersøgelsen.
Få sekunders uopmærksomhed i trafikken koster hvert år liv. I de her uger sætter Rådet for Sikker Trafik og Forsikring & Pension fokus på uopmærksomhed på vejene med kampagnen “Kør bil, når du kører bil”, som kan ses i tv, i biografer og på sociale medier.
Du kan også se kampagnen her.
Rådet for Sikker Trafik og Forsikring & Pension har spurgt bilisterne, hvad de laver bag rattet. I en ny måling fra november 2017 blandt 1.074 bilister, kan man se, at alt for mange foretager sig handlinger bag rattet, der tager deres fokus væk fra vejen.
For eksempel svarer 10 %, at de skriver beskeder (sms, mail, Facebook m.v.), 12 % læser beskeder, og hele 28 % af danskerne erkender, at de taster på deres GPS, mens de kører hurtigere end 40 km/t.
Test dig selv: Så langt kører du på en sms (fungerer kun på mobil).
– Uopmærksomhed koster alt for mange liv i trafikken. Vi ser mange ulykker, hvor en bil pludselig kører over i modsatte vognbane og rammer en modkørende. Det er vigtigt, at vi får flere til at køre bil, når de kører bil, siger Lisbeth Sahl, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.
Uopmærksomhed i mange ulykker
Tidligere undersøgelser fra Vejdirektoratets Dødsulykkesstatistik har vist, at uopmærksomhed er en afgørende faktor i omkring hver tredje trafikdrab på vejene. Spørger man bilisterne, så fortæller mange også, at de har været i en kritisk situation i trafikken, fordi de er uopmærksomme.
I perioden 2015 – 2017 har Promonitor for Rådet for Sikker Trafik og Forsikring & Pension spurgt 4.362 bilister, der inden for det sidste år har kørt galt eller været ved at køre galt, hvorfor de endte i den kritiske situation. Blandt de adspurgte siger fire ud af ti (41 %), at de var uopmærksomme, da det skete.
– Vi har desværre set alt for mange eksempler, hvor uopmærksomme bilister rammer andre i trafikken. Et øjebliks uopmærksomhed kan betyde, at man ødelægger andre menneskers liv og førlighed, siger Hans Reymann-Carlsen, underdirektør i Forsikring & Pension.
Politi viser optagelser af uopmærksomme bilister
Som opfølgning på den aktuelle kampagne “Kør bil, når du kører bil”, sætter politiet fra den 5. – 11. februar ind med kontrol målrettet de uopmærksomme trafikanter.
Rådet for Sikker Trafik har fået lov til at vise nogle af politiets videooptagelser, hvor man ser uopmærksomme bilister på vejene.
Optagelserne viser både, hvad folk foretager sig bag rattet, men også hvordan et øjebliks uopmærksomhed får bilister til at køre over i modsatte vognbane uden at opdage det.
Fakta:
Sammen med for høj fart er uopmærksomhed en af de største dræbere i trafikken. Kører du 80 km/t og kigger på din telefon i fire sekunder, svarer det til at køre 89 meter i blinde.
Undersøgelse: Det laver danskerne bag rattet:
Epinion har for Rådet for Sikker Trafik og Forsikring & Pension spurgt 1.074 bilister i november 2017: “Hvor ofte gør du følgende meget ofte, ofte eller engang imellem, når du kører bil med minimum 40 km/t.?:
Sidder i egne tanker: 57 %
Drikker: 49 %
Spiser: 32 %
Betjener GPS: 28 %
Finder ting frem eller lægger ting til side i bilen: 23 %
Læser sms’er, mail, Facebook, m.v.: 12 %
Skriver beskeder (sms, mail, Facebook m.v.): 10 %
Tager overtøj af eller på: 7 %
Taler i telefon (håndholdt): 7 %
Læser papirer, kort, m.v.: 7 %