Tidlig morgentræning, højt niveau både idrætsmæssigt og fagligt og for nogen også et skift af skole og dermed dannelse af nye venskaber. Idrætstalentklasserne betyder for de fleste en nogen anderledes skoledag i helt nye rammer. Men tilbagemeldingerne fra eleverne viser, at idrætsklasserne er populære både pga. indholdet og det sociale sammenhold. Derfor startede også hele to nye klasser ud efter sommerferien, da interessen for at blive optaget var rigtig stor, oplyser Slagelse Kommune i en pressemeddelelse.
Når man er ambitiøs omkring både sin idræt og sin uddannelse så kan det kræve nogle fra- og tilvalg for at få tid til det hele. Det kender eleverne i idrætstalentklasserne på Nymarkskolen til. Et rekordstort antal ansøgere og en høj kvalitet i ansøgningerne gjorde, at hele to idrætstalentklasser startede på 7. årgang i august, og de to nye klasser er kommet rigtig godt fra start.
Støtte op om hinanden og forstå fravalg og prioriteringer
– Jeg valgte Nymarkskolen, fordi jeg gerne ville have mere ud af min sport. Det at man går i klasse med nogle der forstår at man ikke bare kunne være sammen i weekenderne og være længe oppe til midt om natten. Det gode ved at gå i f-klassen er, at man er sammen med nogle af sine bedste venner og nogle der går op i den samme sport som mig selv. Det der har overrasket mig mest er det vi lærer fagligt. Jeg føler jeg lærer meget mere end på min tidligere skole, og jeg føler mig også mere motiveret, fordi at jeg er rigtig glad for at gå på skolen, siger Alberte Andersen fra 7. f på Nymarkskolen
– En af grundene til, at jeg søgte ind på idrætslinjen på Nymarkskolen, var blandt andet, at jeg gerne ville være en del af et fællesskab, og blive dygtigere til min idræt. Jeg ville gerne være i en klasse hvor man bakkede hinanden op og støttede hinanden og i en klasse, hvor man kunne forstå hvorfor, man ikke ”bare” lige kunne droppe en træning, siger Frederik Konstmann fra 7. f på Nymarkskolen.
– Det der har overrasket mig mest er nok, hvor hurtigt vi har lært hinanden at kende. Altså vi er ikke længere kun klassekammerater, men venner. Jeg vil stærkt anbefale at starte i idrætsklassen, fordi man altid laver noget sammen, og vi alle interesserer os for det samme. Og der er et stort fællesskab, siger Isabella fra 7.I, som dyrker teamgym.
Unikt sammenhold opstår hurtigt
De to nye idrætstalentklasser er en multiklasse og en fodboldklasse. Multiklassen er med atleter fra forskellige idrætter som f.eks. svømning, volley, cykling, tennis, voltigering, springridning og Teamgym. Mens den anden klasse som noget helt nyt udelukkende er med atleter, både drenge og piger, inden for fodbold.
– Eleverne i idrætstalentklasserne kommer rundt om fra skoler i det meste af kommunen. Så selvom både skolen og venskaberne er nye for rigtig mange, så oplever vi, at eleverne hurtigt falder til og skaber et unikt sammenhold, da de har en fælles interesse for både at dyrke idræt på et særligt højt plan og samtidig ambitioner om at klare sig godt fagligt, siger skoleleder René Nielsen.
– Muligheden for at man kan kombinere sin idræt uden at skulle gå på kompromis med sin uddannelse kan vi se er interessant for rigtig mange unge. Vi havde næsten ikke turde drømme om at interessen for klasserne ville være så stor som den er blevet. Vi glæder os fortsat til at følge idrætstalentklasserne og de mange dygtige idrætsudøveres udvikling, siger formand for Kultur- og Fritidsudvalget Jørgen Andersen. (A)
Fakta om idrætstalentklassen
I idrætstalentklassen har eleverne udover den obligatoriske undervisning også morgentræning to gange om ugen, som varetages af højt kvalificerede trænere og tager udgangspunkt i enten deres idræt eller en grundlæggende fysisk træning. Den nye idrætstalentklasse med atleter inden for fodbold vil få et tæt samarbejde med trænere fra Slagelse Boldklub & Idrætsforening (SBI), som bl.a. vil stå for noget af morgentræningen. Ud over idrætstalentklasserne har Nymarkskolen generelt ekstra fokus på idræt og derfor blev skolen i januar certificeret som Danmarks første idrætsskole af Team Danmark, DIF og VIA University College.