Sammen med Statens Kunstfond og Slagelse Forskønnelsesselskab inviteres I hermed til en eventyrlig aften under jorden, når gangtunnelen ved Slagelse Station officielt indvies i sin nye, lysende form: “Den Magiske Tunnel.” Tunnelens nye magiske univers – skabt af kunstneren Albin Werle og støttet af Statens Kunstfond og Slagelse Forskønnelsesselskab – indvies som en del af det officielle program til ”De Dødes Nat” Slagelse.
Arrangementet finder sted den 1. november kl. 19.30 – 20.30, og alle interesserede er velkomne.
Indvielsen begynder i ventesalen på Slagelse Station, hvor de første 100 gæster kan nyde grønne bobler og flødeboller i eventyrlig stil. Der vil være korte taler fra Kulturudvalgsformand Troels Brandt, Statens Kunstfond samt Kunstner Albin Werle, som vil give indsigt i sin vision og inspirationskilder til “Den Magiske Tunnel.”
Efter talerne leder kunstneren os ned til tunnelen, hvor det lysende værk står i al sin eventyrlige pragt. Arrangementet giver alle mulighed for at opleve tunnelens fortryllende lysspil og levende farver, som udtrykker en unik fortælling gennem Slagelses travle hjerte.
I kan få en forsmag på installationens motiver på Albin Werles hjemmeside: Se installations motiver
Om Albin Werle
Albin Werle er en visuel kunstner, der skaber interaktive værker, som inviterer publikum til at deltage aktivt – ligesom i spil, lege og spådomsritualer.
Albin Werles værker kombinerer visuelle og konceptuelle elementer, der gensidigt understøtter hinanden, og han henter inspiration fra sagn, eventyr, magi, overtro og eksperimenterende pædagogik.