Slagelse Kommune har brug for hjælp til at finde årets mest inspirerende byggerier, som fortjener at blive nomineret til årets bygningspræmiering.

Igen i år hylder Slagelse Kommune godt arkitektonisk byggeri ved den årlige bygningspræmiering. Prisen er blevet uddelt i 35 år, og den hylder fremragende nybyggerier og renoveringer, som er udført det seneste år. Prisen anerkender bygherrernes indsats og fremhæver eksempler på god arkitektur, som kan inspirere til flere smukke bygninger og anlæg i både by- og landområder.

–  Vi vil gerne sætte fokus på bygherrer og arkitekter, som gør en ekstra indsats. Det er der mange, der gør, men det er ikke alle nybyggerier og renoveringer, vi kender. Derfor har vi brug for hjælp til at nominere både store og små byggerier, og derfor vil jeg opfordre til, at man sender sit forslag ind, hvis man kender til ekstraordinære byggerier eller renoveringer, siger Knud Vincents (V).

Sidste år var det renoveringen af orangeriet på Valdbygaard, som blev hædret med bygningspræmieringen, mens trætophytterne nær Hyllested og ombygningen af en tidligere garage til moderne rækkehuse i Slotsgade fik hædrende omtale.

For at et byggeri eller anlæg kan blive nomineret til prisen i år, skal det være færdiggjort mellem august 2023 og september 2024, inden for følgende områder:

  • Smukt og godt byggeri i almindelighed.
  • Nybyggeri, der æstetisk og på særlig hensynsfuld måde er indpasset i det eksisterende bymiljø og landskab.
  • Særlige fortjenstfulde renoveringer eller restaureringer af ældre ejendomme.
  • God og nænsom skiltning eller facadeudformning.
  • Smukke anlæg – torve, pladser, haver, opholdsarealer mv.

Vinderne bliver afsløret på Arkitekturens Dag den 7. oktober. Der uddeles både en pris for bedste nybyggeri og bedste renovering, hvis der er bygninger, som lever op til kravene. Præmien består af hædrende omtale og en bronzeplade til opsætning på bygning eller anlæg samt et diplom til bygherre og arkitekt. Nybygningsprisen er sponsoreret af det lokale landinspektørfirma Skel.dk, og renoveringsprisen er sponsoreret af den lokale tømmer- og snedkermester Niels Lien.

Dommerkomiteens sammensætning:

  • Carsten Holgaard, arkitekt (fagdommer)
  • Tanja Jordan, arkitekt (fagdommer)
  • Ole G. Nielsen, Bevaringsforeningen for Slagelse og Omegn
  • Claus Lorange Christensen, Skælskør Bevaringsforening
  • Kurt Sørensen, Foreningen til bevarelse af gamle bygninger og miljøer i Korsør og omegn
  • Micheal Thomsen, direktør, Skel.dk (sponsor)
  • Niels Lien, Tømmer- og Snedkermester Niels Lien (sponsor)
  • Knud Vincents, borgmester
  • Stine Søgaard, formand for Teknik-, Plan- Landdistriktsudvalget
  • Darrin Bayliss, planchef, Center for Teknik, Plan og Erhverv

Sekretær for dommerkomiteen: Marie Jedig, Center for Teknik, Plan og Erhverv.

 Frist

Forslag med billedmateriale og en kortfattet begrundelse sendes senest den 25. august 2024 til: 

plan@slagelse.dk

eller til:

Slagelse Kommune

Plan

Dahlsvej 3

4220 Korsør

Mail eller konvolut mærkes ”Bygningspræmiering”.

Pressefoto