Det har altid været en drøm for Kim Buchwald, at han en dag kunne drive volleyball til en kontrakt i udlandet. Det er nu en realitet, da han 1. august tiltræder i finske LiigaPloki som cheftræner for deres bedste damehold. Det er et fuldtids professionelt hold med træning to gange om dagen, som han kommer til at stå i spidsen for.

Kim Buchwald har været synonym med volleyball gennem mere end 20 år i det vestsjællandske. Først i Slagelse VK og dernæst i VK Vestsjælland, hvor han har betrådt alle hjørner af klubben, som ungdoms-, senior- og ligatræner, bestyrelsesmedlem, ungdomskonsulent, sports- og talentchef og ikke mindst som spiller. Der er også rigtig mange skoleelever og lærere rundt omkring på kommunens skoler, der via klubbens utallige skolebesøg har stiftet bekendtskab med Kim gennem årerne. Udenfor klubben har Kim desuden været engageret i Volleyball Danmark som Talent Center-træner og med stor succes som ungdomslandsholdstræner også.

Lige meget i hvilke dele af volleyverdenen Kim optræder, er der stor respekt om hans faglighed og kompetence i volleysporten. Så der er ingen tvivl om, at han bliver meget savnet i VK Vestsjælland. Klubbens formand Elmer Petersen udtaler: ” Først og fremmest ønsker vi Kim et stort tillykke med det nye job. Kim vil aldrig kunne erstattes 1:1, men vi ved, at der fortsat findes rigtig gode kræfter i klubben. Så nu vil vi se på organisationen, og hvordan vi får udfyldt de opgaver, som Kim tidligere har løst. Heldigvis har vi en periode nu, hvor vi sammen med Kim kan få overleveret de mange ansvarsområder. Vi ønsker Kim held og lykke med sin nye udfordringer – og på gensyn.”

For tre år siden kunne klubben sende Oskar Madsen til udlandet, som den første professionelle spiller nogensinde. Nu er det så en realitet, at klubben kan sende den første professionelle træner til udlandet også. Klubben ser det som et kæmpe skulderklap, at det nu også er lykkedes at være med til at udvikle en træner, som er blevet attraktiv udenfor landets grænser. Så samtidig med at mange i og omkring klubben vil ærgre sig over, at Kim ikke kommer til at være der i den kommende sæson, så er stoltheden nu alligevel det der fylder mest.

Kim Buchwald udtaler: ”Hvis man på en og samme tid kan græde, fordi man både er virkelig glad, men samtidig også ked af det, så tror jeg det er sådan jeg har det. Det er en unik mulighed for at leve mine sportslige ambitioner ud i sporten på en måde, som jeg for nuværende ikke kan gøre i Danmark. Men samtidig bliver det også utrolig vemodigt, at skulle tage afsked med hele VK Vestsjælland-familien. Jeg har brugt over halvdelen af mit liv her, hvor jeg har oplevet så mange fantastiske ting og mødt så mange fantastiske mennesker. Så selvom det ikke var svært at sige ja til kontrakten med LiigaPloki, så var det samtidig utrolig svært at skulle sige nej til VK Vestsjælland. Jeg tager i høj grad VK Vestsjællands værdier om fælleskab med til Finland, hvor jeg allerede ved jeg kommer til en klub, som er stærkt forankret i lokalmiljøet. Så selvom jeg nu ikke mere kan være en del af den daglige drift og udvikling i VK Vestsjælland, så kommer jeg stadig til at følge klubben tæt i fremtiden”.


FOTO: Fresh Lens Productions