Regeringen har besluttet, at kategorisering af COVID-19 som samfundskritisk sygdom ophæves parallelt med, at de restriktioner, der er udstedt med hjemmel i epidemiloven, som er betinget af kategoriseringen af COVID-19 som en samfundskritisk sygdom, ikke videreføres efter den 31. januar 2022.

Det betyder, at samtlige restriktioner på Kirkeministeriets område ophører pr. 1. februar 2022. Der vil således ikke længere være:

Krav om mundbind/visir ved gudstjenester, fredagsbøn, religiøse handlinger og menighedsarrangementer og på de folkekirkelige uddannelsesinstitutioner.

Krav om coronapas ved gudstjenester/fredagsbøn, religiøse handlinger samt menighedsarrangementer.

Krav om coronapas for folkekirkens videregående uddannelsesinstitutioner, det vil sige Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter og de tre kirkemusikskoler.

Krav om opsætning af informationsmateriale ved lokaler og lokaliteter.

For offentlige og private arbejdspladser, herunder folkekirken og andre trossamfund, vurderer Epidemikommissionen, at der vil kunne ske en normalisering af fysisk fremmøde efter den 1. februar 2022.

 
Sct. Mikkels Kirke. Sideindgang. Foto: Anne