Slagelse Kommune sikrer, at alle borgere får hjælp, efter det private hjemmeplejefirma Tammys Hjemmepleje APS er gået konkurs. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Skifteretten har i dag erklæret den private hjemmehjælpsvirksomhed Tammys Hjemmehjælp APS konkurs. For at sikre, at alle borgere får den hjælp, de skal have, overtager Slagelse Kommune indtil videre plejen af de borgere, som har valgt det private hjemmeplejefirma.
– Jeg vil gerne berolige de borgere, som bliver berørt. Den kommunale hjemmepleje vil sørge for, at alle får den hjælp, de har krav på, men man må forvente, at det ikke er den samme hjemmehjælper, som normalt, der kommer på besøg, siger afdelingsleder Susanne Fagerberg.
Konkursen berører i alt 72 borgere, hvoraf 31 modtager personlig pleje. De borgere, som modtager personlig pleje, vil blive kontaktet af Slagelse Kommune allerede i dag med information om, hvad det betyder for dem.
Borgere, som er visiteret til praktisk hjælp, vil også få den hjælp, de har krav på. Disse borgere vil blive kontaktet i morgen eller i overmorgen med henblik på at aftale nærmere, men konkursen kan dog betyde, at de ikke får besøg af hjemmehjælperen på det tidspunkt, som er aftalt, før konkursen.
– Vi ved, at det skaber meget utryghed blandt borgere, når sådan noget sker. Men vi vil gøre vores yderste for, at borgerne mærker så få gener som muligt, og berørte borgere, som føler sig utrygge ved situationen er velkommen til at kontakte os, siger Susanne Fagerberg.
Borgere som har spørgsmål er velkommen til at kontakte afdelingsleder Susanne Fagerberg 58 57 32 60 eller områdeleder Sanne Hansen på tlf. 58 57 40 54.
I første omgang bliver det medarbejdere fra Slagelse Kommunes hjemmepleje, der kommer til at stå for plejen af borgerne, som er berørt af konkursen. Men borgerne får efterfølgende mulighed for at vælge et andet af de private hjemmehjælpsleverandører, hvis de ønsker dette.