Amatørteateret i Slagelse, Krabasken, fyrer op under det, de med egne ord beskriver som det vildeste nostalgi-trip. Og det er uden tvivl en nostalgisk musical, som de her banker op. Musicalens navn er “Vi maler byen rød”, og det er der en særlig grund til. Ikke alene er det et af Birthe Kjærs største hits, det er også et af de mest kendte numre i Melodi Grand Prix-sammenhæng.
Musicalen har taget de fedeste hits gennem alle Melodi Grand Prix’ siden ’68 og sat dem sammen med en historie om 14 unge gymnasieelever, der går gennem det ungdomsliv, som de fleste af os har masser af minder fra.
Det bliver uden tvivl en forestilling, der vil henrykke med god musik, kreativ koreografi og ikke mindst en medrivende historie.
Forestillingen spiller fra den 13. marts til den 11. april, og det er endnu muligt at sikre sig billetter til en række af forestillinger; det kan du læse mere om her.