KRISTIAN SVERDRUP // DE FRAVALGTE
FERNISERING TORSDAG 10. OKTOBER KL. 16-19
Med stor glæde inviterer Kongegaarden til åbning af Kristian Sverdrups udstilling De Fravalgte i Magasinbygningen på Fæstningen i Korsør. Udstillingen bidrager til at reaktivere Kongegaardens kunstsamling, der består af 6000 værker af den tyske kunstner Harald Isenstein, der i 1933 måtte flygte fra naziregimet, hvor både jøder, handicappede og alle andre, der ifølge den nazistiske ideologi ikke passede ind i det tyske ’normalsamfund’, var i fare for at miste livet.
Med De Fravalgte udfordrer Sverdrup Isensteins klassicerende og idealiserende buster af berømte personer ved både at udstille nye 3D-printede portrætter af danskere med fysiske handicap og en række ældre værker, der alle er med afsæt i den menneskelige deformitet og en form for respektfuld ophøjelse af den. Værker som Spastika, Torso Belmutato og Kunstneren som værk indgår i udstillingen.
Håbet er, at de besøgende vil få en større forståelse for at leve med et handicap i et samfund, der ofte demonstrerer, at alt der afviger fra normen, helst skal undgås.
ÅBNINGSTALE kl. 16.30 v. Henrik Broch-Lips, leder af Kongegaarden
Kongegaarden byder på vin, øl, vand, snacks og hygge. Vi glæder os til at se jer.
NB: Udstillingen er i Magasinbygningen i Fæstningen, Søbatteriet 11, Korsør
Fuld tilgængelighed for kørestolsbrugere og udstillingen kan ses til 16.11 2024
Åbent: Tors 11-18 og fre-lør 11-16 (søndag LUKKET)
Kristian Sverdrup (f. 1972) tog afgang fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2005 og er landets eneste mandlige akademiuddannede billedhugger med medfødt spastisk lammelse. Umiddelbart er hans værker formelle og æstetiske, men reelt er han en politisk kunstner, der arbejder med aktuelle samfundspolitiske emner. Han ser kunstens rolle som en spejling af samtiden, og tager ofte udgangspunkt i sig selv og sin egen krop.
Kongegaardens udstillingsprogram 2024 er støttet af Det Obelske Familiefond, Augustinus Fonden og Slagelse Kommune. Udstillingen er støttet af Statens Kunstfond og Musholmfonden.