Region Sjælland støtter nyt tværkommunalt kulturtilbud til unge med 1 mio. kr.
Tre af regionens vigtigste kunstinstitutioner – Kunsthal Kongegaarden i Korsør, Sorø Kunstmuseum og Kunsthal Rønnebæksholm i Næstved – går sammen om et ambitiøst initiativ, der skal engagere unge mellem 16 og 24 år i kunstens verden. Projektet starter i august 2025 og løber frem til december 2026, og har til formål at vække unges nysgerrighed og styrke deres evne til fordybelse gennem kunstneriske fællesskaber og kreative aktiviteter. Det forventes, at mellem 500 og 600 unge vil deltage i løbet af projektperioden.
“Som videns- og læringsplatform for den nye, eksperimenterende kunst er vi vant til at lade den bedste samtidskunst være en øjenåbner og mental forandringsskaber – også i de unges liv og dagligdag,” siger Henrik Broch-Lips, kunstfaglig leder af Kunsthal Kongegaarden:
“Det er derfor en stor glæde, at vi nu sammen med mere etablerede institutioner kan udvide vores tilbud om kreative workshops, værkstedsforløb og kunstsaloner.”
KUNSTCAFE OG WORKSHOPS
Udover tilrettelagte kunstforløb på tværs af regionen etableres der en ugentlig kunstcafé på hver af de tre institutioner. Her får de unge mulighed for at mødes i deres fritid og arbejde med kunst og kunsthåndværk. Målet er at skabe et frirum, hvor unge kan eksperimentere med forskellige teknikker og udtryksformer i trygge omgivelser og i selskab med ligesindede.
Projektet bidrager dermed ikke blot til kunstnerisk udvikling, men også til unges mentale trivsel og sociale fællesskaber – og bringer dem tættere på de lokale kunstinstitutioner.
GLÆDE I REGION SJÆLLAND
Initiativet har fået titlen ”Kunst styrker unge til fremtiden” og har netop modtaget 1 mio. kr. i støtte fra Region Sjællands indsats ”Kultur som styrker sundhed og trivsel”, der er bevilliget af Udvalget for regional udvikling, uddannelse, kollektiv trafik og internationalt samarbejde.
Udvalgsformand Christian Wedell-Neergaard (K) glæder sig over, at regionen støtter projektet:
”Kunst, kultur og foreningsliv har stor betydning for vores sundhed og trivsel. Det her er virkelig et fantastisk projekt, som binder regionens kultur og unges liv sammen på tværs af Sjælland og bidrager til at skabe fællesskaber og styrke trivslen for den yngre generation. Det er vi som regionen meget stolte over at være en del af.”
Pressefoto