Livet under overfladen kan se frem til bedre forhold, når Slagelse Kommune etablerer en kunstig revstruktur ved kysten, som skal skabe mere liv og give viden om, hvordan dyre- og plantelivet i havet udvikler sig.

Fremover får de små fisk et nyt gemmested, så de kan vokse sig store. Fritids- og erhvervsfiskere kan få bedre mulighed for at få noget i garnet, og dykkere får en unik mulighed for at komme helt tæt på, hvordan livet under overfladen udvikler sig. Det sker, når Slagelse Kommune til foråret etablerer en kunstig revstruktur ved Slagelse Kommunes kyst.

– Vi ser meget frem til at få ny viden om, hvordan vi sikrer optimale forhold for vores havmiljø ved at kunne følge udviklingen hele tæt. Samtidig giver revet også gode muligheder for at tiltrække turister i form af dykkere fra hele landet, som kan få en helt unik mulighed for at følge, hvordan livet under overfladen udvikler sig på revstrukturen, ligesom det også vil give vores mange lokale dykkere nye muligheder. Vi håber, at det kunstige rev kan blive en forløber til et permanent kunstigt rev, som vi har arbejdet på at få i nogle år, siger medlem af Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget Johnny Persson (V).
Danmarkspremiere

Turister og dykkere er dog ikke de eneste, som skal følge med i, hvordan livet udvikler sig på det nye rev. Forsknings- og rådgivningsvirksomheden Niva Danmark vil i løbet af en 3-årig periode to til tre gange om året dykke ned og følge udviklingen af dyre- og plantelivet på revstrukturen. Det bliver første gang i Danmark, at man følger udviklingen i indvandringen på et kunstigt rev.

– I Slagelse Kommune har vi en lang række tilbud inden for maritime oplevelser, og vi er derfor rigtig glade for at få endnu en til samlingen. Vi har i dag mange dykkere, som besøger Korsør færgehavn pga. dens dybde, og da den er rimelig aflukket er mængden af bølger også begrænset. Den nye revstruktur vil være et oplagt turiststed for dykkere, men også for andre som kan holde vejret under vandet. Revstrukturen bliver placeret ved kysten på 3-5 meters dybde, så det vil være muligt med ganske almindelig snorkel at dykke ned se og revstrukturen og følge udviklingen, siger medlem af Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget Flemming Erichsen (A)

Det er endnu ikke besluttet, hvor revstrukturen skal placeres, da det afhænger af tilladelse fra Kystdirektoratet.

Fakta om kunstig revstruktur grafisk-tegning-af-kunstigt-rev
Den kunstige revstruktur består af en betonkerne (cylinder) fyldt med sten. Ud fra denne stikker en mængde rør i forskellige dimensioner. Revstrukturen vejer ved udsætning (med sten i kernen) totalt 8 ton. Revet kan tages op og flyttes, hvis lokaliteten skal bruges til andre formål.