Eva Louise Buus (f. 1979) er en af landets mest interessante og eksperimenterende billedkunstnere. Med udgangspunkt i naturen er hun interesseret i historien, gentagelsen og tidsligheden og er især inspireret af skønvirke, art nouveau, florale mønstre, vandkunst og kunstnerisk design.
Nu kan du møde Eva Louise Buus til en spændende samtale om kunst og livet som kunstner tirsdag 17. september kl. 17 i Kongegaardens koncertsal. I dialog med kunsthistorikeren Henrik Broch-Lips og publikum vil Eva Louise Buus også dykke nærmere ned i tankerne bag sin aktuelle udstilling Verdandes Have, der er en original, stedspecifik og forførende totalinstallation med en række nye værker i keramik, vandskulpturer, metal og maleri. Alle værker har naturen som inspirationskilde og tager udgangspunkt i Kongegaardens rokokoinspirerede interiør og sanselige, erindringsmæssige potentiale.
”Udstillingen er opkaldt efter Verdande, der i nordisk mytologi er samtidens skæbnegudinde. Ved også at inddrage hendes to søstre Urd (fortid) og Skuld (fremtid) bliver tiderne flettet sammen i Kongegaarden og med symboler lånt fra forskellige mytologier, og med elementer fra haven, bliver man ført gennem en sanselig totalinstallation – en slags drømmelignende parallelverden”, siger Henrik Broch-Lips, leder af Kongegaarden.
Hør Eva Louise Buus fortælle om sine værker på udstillingen og det inspirerende kunstneriske arbejde med at smide syre på metalplader. Måske hun også vil tale om, hvordan det har været at samarbejde med en professionel kunstinstitution langt fra hovedstaden og om, hvordan det som kunstner er at arbejde i sit atelier i Helsingør og samtidig være bestyrer af et kunstnerdrevet udstillingssted.
Kunstnersamtalen kræver ingen tilmelding. ENTRÉ: 20 kr. GRATIS for medlemmer af kongeklubben. Alle gæster får et gratis udstillingskatalog, der netop er blevet trykt, og Kongegaarden serverer gratis vin, vand og øl.