På Kirkeskovsskolen har de længe haft problemer med huller i deres fodboldbane. Det viser sig nemlig, at der er stankelbenslarver, spiser rødderne på græsset og laver huller i græsplænen.
Det fandt de ud af, da der skulle sættes nyt lys op på deres fodboldbanen, og de kom til at snakke om hullerne i plænen. Og så begyndte et tværfagligt samarbejde mellem Kirkeskovsskolen, Entreprenørservice og Naturafdelingen i Slagelse Kommune. De samarbejdede om at få indkøbt materialer til stærekasser, bygget dem og nu snart få sat dem op i træerne.
Eleverne på Kirkeskovsskolen fik til opgave selv at finde en god model til kasserne og beregne, hvilke materialer de skulle bruge. Derfor har eleverne på skolen bygget en masse flotte stærekasser som en del af deres undervisning i faget håndværk og design.
– Det er rigtig rart, at vi bliver inddraget i noget praktisk, hvor vi kan hjælpe hinanden på tværs. Det er rigtig godt tænkt, at vi ikke bare køber nogle stærekasser, men at vi laver et samarbejde, så børnene producerer noget, der er brugbart, og som de kan se effekten af, fortæller Anette Petersen, skoleleder på Kirkeskovsskolen.
Labre larver gør fodboldspillet træls
Det er et udbredt problem med stankelbenslarver på grønne arealer. Stankelbenene lægger deres æg i jorden, og når larverne så kommer frem, spiser de rødderne og ødelægger græsset. Men det er stærene ligeglade med. For dem er det bare labre larver.
– Stæren har en forkærlighed for at gå og søge efter stankelbenslarver i jorden. På den måde får de fedtreserverne klar til trækket. Og stæren er en meget selskabelig fugl. Mejser og musvitter, der også bor i fuglekasser, vil helst bo for sig selv. Men stærene bor helst tæt sammen. Og når først én stær flytter ind, så skal de andre nok komme. Og hvis ikke det er stærene, der ankommer først, så kan andre arter få gavn af fuglekasserne som f.eks. spætmejsen, flagermus eller humlebier, forklarer Knud Henrik Larsen, biolog i Slagelse Kommune.
Klatrer op og sætter stærekasserne fast
Og hvad gør man så, når stærekasserne skal op i træerne, men jorden er for blød til en lift? Man ringer til Slagelse Kommunes Entreprenørservice. De har nemlig et træ-team, som er dygtige til at klatre i træer og kan kravle op i ethvert træ og sætte stærekasserne fast.
– Det har været fantastisk med det tværgående samarbejde helt fra det politiske niveau hen til undervisningen i håndværk og design, og at det nu kommer ud over rampen. Forhåbentlig flytter de første stære ind i foråret 2023. Det er jo en fed case med bæredygtig biologisk bekæmpelse, hvor vi får nogle erfaringer, og hvis det viser sig at fungere godt, kan vi flytte det videre til andre af vores anlæg, fortæller Thomas Thaarup, som er driftsleder for Grøn Drift og Sportsfaciliteter i Slagelse Kommunes Entreprenørservice.
Stærekasserne bliver sat op onsdag den 9. november kl. 13:15, og så er det bare at vente i spænding på, at de første stære eller andre larveglade fugle melder deres ankomst og flytter ind.