foto Jan Ove Kristensen (2)I landsbyen Gudum, nordøst for Slagelse, har Hanne Mai Dalgaard åbnet en butik med boligudstyr og kunsthåndværk. Butikken er indrettet i den fine gamle bygning, der tidligere rummede landkøbmanden.

Hanne rejser flere gange om året til Indonesien og andre asiatiske lande for at udvælge butikkens varer. Det er tydeligt, når man træder ind, at Hanne ved præcis hvordan man indretter et rum, så det får wow-faktor – uden at det koster en bondegård. I loftet er der indonesisk stuk, og i vinduerne hænger gardiner af gamle broderede duge. Alle møblerne er arvestykker, antik og genbrug.

Butikken har også et stort udvalg af julepynt, som hun designer selv og får produceret i Fjernøsten. Det er med tiden blevet til mange containere med figurer til juletræet. Julefigurerne er med, når Hanne medvirker på livsstilsmesserne på de sjællandske herregårde.

Hanne Mai Dalgaard åbnede allerede som 26-årig en marskandiserforretning på Vesterbro og senere i Københavns Sydhavn. Hun arbejdede ligeledes som vurderingsekspert hos Lauritz.com i fire år.

Du finder butikken på Slagstrupvej, 4200 Slagelse.

Fotograf: Jan Ove Kristensen. Læs mere her. 

foto Jan Ove Kristensen (1) foto Jan Ove Kristensen (4) foto Jan Ove Kristensen (5) foto Jan Ove Kristensen (6)