En gang om året sætter JCI Slagelse ekstra fokus på vejen til en renere klode til World Cleanup Day – et internationalt initiativ som hvert år fjerner mange tons affald fra naturen i Danmark. Lørdag den 18. september 2021 samles folk over hele verden for at samle affald og JCI Slagelse står bag affaldsindsamlingen i Slagelse.

Med affaldsindsamlingen ønsker JCI Slagelse at formidle viden omkring affaldssortering, engagere lokalbefolkningen til at skabe positive ændringer i naturen og i sidste ende skabe en bedre fremtid for os alle.

Lokale virksomheder gør det muligt
I et stærkt samarbejde med sponsorer og dygtige samarbejdspartnere arbejder netværket JCI Slagelse på at skabe en dag fuld af positiv energi, fællesskab og læring.
Hovedsponsoren Bilka Slagelse, som JCI Slagelse har indgået et samarbejde med, vil sørge for morgenmad til de mange deltagere, samt et velfortjent stykke kage. Her er det X-Class Slagelse, der står for at smøre morgenbrødet, så det er klar til de mange morgengæster. Kragerup Gods og Panorama Slagelse giver flotte præmier til konkurrencer, som afholdes på dagen blandt alle samlere. Derudover vil Juul’s Clean Solution sørge for sprit og andre effekter, som kan hjælpe os alle med at passe på hinanden i løbet af dagen.

Karen Sieling fra Frirum Lab vil stå for kreative workshops, hvor børnene skal live klogere på skrald og miljø. Derudover er der også en t-shirt til alle fremmødte børn, sponsoreret af Windcare Nordic.

Line Johansson, projektansvarlig for World Cleanup Day ved JCI Slagelse, glæder sig til en lørdag fyldt med lokale borgere, som vil gøre en forskel og fortæller; ”Vi er dybt taknemmelige for alle de virksomheder og personer, som vælger at støtte op om det vigtige og relevante emne. De er alle med til at sætte fokus på positive ændringer i vores natur lokalt og globalt.”

Vil gentage succesen
Sidste år indsamlede de frivillige i Slagelse over 300 kilo skrald ind på World Cleanup Day.

”Det er tredje år i træk, at JCI Slagelse står for World Cleanup Day i kommunen. Sidste år mærkede vi en stor opbakning fra børn, unge og voksne i lokalsamfundet og vi er derfor glade for, at vi igen i år kan invitere borgerne i Slagelse kommune til at støtte op om en renere natur”, fortæller Line Johansson.

Med udlevering af poser, handsker, tange og godt humør, kan frivillige – børn som voksne – gå på jagt efter affald, der er blevet efterladt i naturområder i og omkring byen.

JCI Slagelse organiserer affaldsindsamlingen ved Slagelse Lystanlæg fra klokken 09:00 til 14:00. Læs mere om eventet på JCI Slagelses Facebookside.

JCI Slagelse på World Cleanup Day 2020. Pressefoto.