The Upper Hill på Fisketorvet er for alvor ved at finde sit madmæssige ståsted og samtidig etablere sig som Slagelse bys bedste og mest interessante spisested. Dit Slagelse har talt med stedets bagmand, Jacob Vedel Søndergaard, om hans tanker bag gastropubbens nye menukort, hvor øl og mad komplementerer hinanden.
Han fortæller, at køkkenet ved årsskiftet blev ombygget, så ideen om et helhjertet sats på lokale råvarer efter længere tids forarbejde kunne gøres til konkret virkelighed. Langt hovedparten af de mange gæster i premieremåneden har været meget begejstrede, og det har været en smule overvældende, men samtidigt meget tilfredsstillende for stedets faglærte personale.
”Vi går rundt og er lidt stolte i øjeblikket, og det giver helt sikkert mod på mere”, lover man fra spisestedet. ”Ændringerne har hverken været nemme eller ligetil, men det har været alle timerne og besværet vær. Når nu reaktionerne er så entydige positive, og det samtidig kan mærkes på bundlinjen, så bliver man glad. Vores omsætning i januar er således fordoblet i forhold til samme måned sidste år”, siger Jacob Vedel. Personalet er bevidste om, at man endnu ikke er helt i mål, alligevel tænkes der nu tanker om indretningen af de kundevendte lokaler, og hvad udendørs sæsonen skal bruges til.
Køkkenet lagde allerede fra dag 1 ud med 60% lokale råvarer, og det er man med rette stolte af. Det er dog ikke alt, som kan fås lokalt, noget må man således til Fyn efter! ”Vi vil gerne aktivt deltage i udviklingen af nye produkter, og så er det fantastisk at mærke engagementet og velvilligheden fra de lokale producenter. Det er hårdt og tidskrævende, men også utroligt givende”, fortæller man fra Upper Hill.
Spisestedet vil slå et aktivt slag for kvaliteten, for de gode lokale råvarer og i bredere forstand for arbejdspladserne i nærområdet. Man ser sig som del af en global tendens, hvor vi som borgere hele tiden vælger mellem produkter og tilbud. Vil du have frossen torsk fra Stillehavet eller den friske fra Storebælt, når du spiser ude? Er du til et standardprodukt fra en kæderestaurant eller til et unikt lokalt produkt? Valget er vores.
Upper Hill vil på en uhøjtidelig måde gerne være med til at udfordre vanetænkningen og skubbe lidt til den udbredte magelighed. Man tror på, at tiden er kommet til at handle og forandre. Det bliver spændende at følge i fremtiden – starten tegner i hvert fald lovende.