Hundeskoven, der åbnede i Slagelse i oktober, er blevet en stor succes. Med øjeblikkelig varsel (tirsdag den 3. maj) blev reglerne imidlertid ændret, så det nu er et område, hvor man kun må lufte hunde i snor. Det er sket efter at naboer har klaget over støj.
“I Facebookgruppen på ca. 200 medlemmer er vi nærmest i chok over meddelelsen, og vi vil gøre hvad vi kan for at omstøde beslutningen”, fortæller Hanne Mai Dalgaard.
27 hunde og deres ejere mødte jf. Facebookgruppen frem onsdag den 4. maj kl. 11, da TV2 Øst var på stedet for at lave en reportage om lukningen.
De vrede hundeejere har nu startet en underskriftsindsamling, der i skrivende stund er oppe over 200 underskrifter.
Det er Naturstyrelsen, der har truffet beslutningen om at lukke området i Nordskoven pga. støjgener. Styrelsen vil nu sammen med Slagelse Kommune forsøge at finde et område, hvor der kan anlægges en hundeskov, uden at naboerne bliver generet.