For et par år siden var Slagelse Musikhus medarrangør af de såkaldte ‘Sleepy Sundays’ på Kongegården i Korsør, hvor man inviterede unge musikere ind, såfremt de havde noget på hjerte. Nu har man valgt at flytte denne tradition til Slagelse, hvor man har inviteret M.C. Hansen.
M.C. Hansen er nok et ukendt navn for de fleste, selvom manden er temmelig berejst efterhånden. Som ganske ung valgte han at droppe skolen, flytte til Sverige og herfra opdage og studere datidens grunge-idoler; med Doc. Martens sko og sort neglelak. Og lige siden har han studeret – ikke bare sig selv – men hvad der sker med mennesker, når de møder musikken.
Det er en selvlært uddannelse i netop musik – selv beskriver han det således: “Jeg blev en sangskriver. Egentligt gik jeg i skole for at blive filosof, men lige siden jeg droppede ud, har det været en lang uddannelse”.
Og uddannelsen har han taget i diverse lande. Musikken har bragt ham igennem det meste af Europa, hvor han har imponeret med sin folk/rock-musik, ligesom store dele af Nordamerika og Canada er blevet besøgt af den danske singer/songwriter.
Nu bliver det endelig muligt at møde ham i Slagelse, hvor han den 20. september giver koncert på Badeanstalten; det bliver uden tvivl et stort musikalsk øjeblik på det intime spillested. Skulle du have lyst til at smuglytte, kan du tjekke hans M.C. Hansens hjemmeside her.