Koncert 22. august med den særlige komponist og musiker Carsten Dahl, der anses for at være en af de væsentligste innovative og geniale musikskabere i Danmark.
”Publikum kan se frem til en helt enestående oplevelse, når Carsten Dahl sætter sig ved flygelet for at skabe sine magiske improvisationer”, siger Emil Gryesten, bestyrelsesmedlem i Kongegaarden.
Carsten Dahl opererer på tværs af traditionelle genreskel og stilarter. Han færdes hjemmevant i samspil med verdens førende musikere inden for såvel jazz som klassisk musik og moderne kompositionsmusik, men hans tonesprog er unikt og befinder sig hinsides gængse kategorier.
“Ordet improvisation dækker egentlig ikke Dahls musik, for der er noget helstøbt og evigt over hans værker. Mozart er kendt for sine kompositioner, der tilsyneladende blev undfanget komplette i hans hjerne og noget lignende gælder Carsten Dahls musik. Han har selv brugt udtrykket ‘at plukke tonerne som frugter fra himlen’ eller at ‘finde musikken uden at søge’, siger Emil Gryesten.
Carsten Dahl har skabt og udgivet over 350 produktioner og musikalske samarbejder og har tilmed været kunstnerisk konsulent for Ensemble Midtvest i årene 2007-2017 og professor i samtidsmusik på Rytmisk Musikkonservatorium i København i perioden 2012-2015. Han er en aktiv komponist på den klassiske scene med kammermusik, kormusik samt orkesterværker for landets orkestre.
“Musik er faktisk ikke musik. Har aldrig været det. Stilhed viser dig skyggerne af dig selv. Spil ikke billedet af dig – men lyden af dine skygger. Lyt, lyt og lyt!”, siger Carsten Dahl og tilføjer:
”Alt i universet er rytmer. Når du åbner dig for de universelle rytmer uden redigering – går du ind i ægte skabelse. Jeg søger aldrig. Jeg finder kun, men uden at søge”, siger han.
BILLETTER: Almindelig: 175 kr. Medlem af Kongeklubben: 125 kr. Unge under 26 år: 100 kr.
NB: Billetten omfatter gratis omvisning i den aktuelle udstilling Verdandes Have kl. 17.15 og et glas vin i selskab med musikeren og publikum efter koncerten.
KONGEGAARDSKONCERTEN 2024 sikrer, at den bedste klassiske musik, jazz og lydkunst kan opleves i Kongegaardens intime koncertsal med Steinwayflygel og god akustik. Formatet er fyraftenskoncerter torsdage kl. 18-19.15 og billetten omfatter en omvisning i de aktuelle kunstudstillinger kl. 17.15 og et glas vin sammen med musikerne efter koncerten. Det skaber en særlig synergi mellem kunstoplevelser for øjet og øret og er med til at give publikum en totaloplevelse, når man går til koncert i Kongegaarden.
Programmet til KONGEGAARDSKONCERTEN bliver arrangeret af Emil Gryesten, der er en af landets bedste pianister og bestyrelsesmedlem i Kongegaardsfonden. Han er ansat som adjunkt ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, hvor han underviser i klaver og kammermusik.
“Emil har fingeren på pulsen og ved præcist, hvad der rører sig i det unge, talentfulde og eksperimenterende miljø indenfor især klassisk musik, og det matcher perfekt med Kongegaardens øvrige profil nemlig at vise den bedste, nye og gerne eksperimenterende samtidskunst”, siger
Henrik Broch-Lips, leder af Kunsthal Kongegaarden.
Til trods for at forårets koncertprogram havde høj kvalitet og blev afviklet med stor publikumssucces er efterårets enestående program endnu mere ambitiøst: Udover den geniale og magiske Carsten Dahl kan man glæde sig til at opleve årets P2 talent sopranen Louise McClelland, den stærke, unge strygekvartet Akela samt et unik mestermøde mellem internationale musikere som japanske Kumi Shimizu (violin), ukrainske Tanja Zapolski (piano) og danske Toke Møldrup (cello). Året sluttes med en spektakulær julekoncert med Bjarke Mogensen (akkordeon) og Mathias Heise (mundharpe).
”Vi er stolte over at få så prominente musikere til Kongegaarden og tilmed kunne tilbyde billetter til en meget fair pris, så alle kan være med”, siger Henrik Broch-Lips, leder af Kunsthal Kongegaarden.
PROGRAM EFTERÅR 2024
22.08 kl. 18: Åbningskoncert: Carsten Dahl
Solokoncert med international stjernepianist
Mere info: https://kongegaarden.dk/arrangement/carsten-dahl-solokoncert
05.09 kl. 18: Opera og piano i særligt møde
Soprankometen Louise McClelland (årets P2 Talent) i samspil med pianist Laurits Dragsted.
Mere info: https://kongegaarden.dk/arrangement/operakomet-moeder-eftertragtet-pianist
19.09 kl. 18: Akela – ung dansk strygekvartet
Clara Glasdam (violin), Oskar Reuben Friis-Hansen (cello), Kirsten Wilbrandt Kjær (bratsch)
og Gustav Ranum (violin)
Mere info: https://kongegaarden.dk/arrangement/akela-ung-dansk-strygekvartet
28.11 kl. 18: Internationalt mestermøde
Kumi Shimizu (violin), Toke Møldrup (cello) og Tanja Zapolski (piano)
Mere info: https://kongegaarden.dk/arrangement/internationalt-mestermoede
19.12 kl. 18: Julekoncert med spektakulær duo
Bjarke Mogensen (akkordeon) og Mathias Heise (mundharpe).
Mere info: https://kongegaarden.dk/arrangement/unik-duo-med-unikt-repertoir