Efter at have været lukket i over en måned på grund af coronakrisen, genåbner Matas nu i Vestsjællandscentret i Slagelse. Det oplyses i en pressemeddelse.
Matas i Vestsjællandscentret i Slagelse, der har været lukket siden myndighedernes nedlukning af handlen i centrene, genåbner fredag den 24. april. Under coronakrisen har en stor del af Matas’ kunder handlet deres varer på matas.dk, som har oplevet en stor fremgang under krisen. Mange materialister fra de lukkede butikker er midlertidigt flyttet med kunderne over på nettet som online-rådgivere, men savnet efter at se og tale med såvel kolleger som kunder er stort.
– Der er håndsprit nok på hylderne, og det bliver dejligt igen at byde vores kunder velkommen i den fysiske butik. Samtidig er solsæsonen over os, og med mange børn tilbage i skolegården er solcreme vigtig, så det har vi naturligvis også nok af til alle, siger Pia Witzner, der er butikschef i Matas i Vestsjællandscentret i Slagelse.
Matas har i alt 270 butikker over hele landet, hvoraf cirka 240 har været åbne under hele krisen.