Den svenske kunstner Albin Werle er nu klar til at afsløre, hvordan tunnelen under Slagelse Station skal blive ”en magisk og mystisk oplevelse” for stationens brugere.
– Med kunstværket ”En magisk tunnel under Slagelse” ønsker jeg at skabe en rolig, levende og smuk oplevelse i tunnelen, der giver de rejsende en følelse af at træde ned i en mystisk virkelighed, der er anderledes end den travle verden ovenfor, siger Albin Werle om sine intentioner bag kunstværket, som der nu ligger en helt konkret skitse for.
Og installationen kommer til at række ud over den fysiske verden. For det nye kunstværk vil bestå af to dele — en fysisk og en online oplevelse.
Den fysiske del er en skulpturel lys-installation i tunnelen. Langs tunnelens vægge kommer der en serie af lysende skulpturer, der minder om vinduer med blyindfattet glas, og som vil have forskellige motiver med inspiration fra naturen, havet, eventyr og mytologiens verden.
Den digitale oplevelse består af en interaktiv hjemmeside, der bliver tilgængelig via QR-koder, og som gør det muligt at interagere med kunsten på helt nye måder. Hér præsenteres vinduerne som en form for tarotkort, med tilhørende vejledning i deres anvendelse.
– Tunnelen bliver en slags ”interaktiv spådomsmaskine”, som de mange rejsende kan bruge under deres ventetid på toget, under rejsen, i frokostpausen eller derhjemme. På den måde kan magien fra tunnelen under Slagelse Station følge med dem, hvor end de rejser hen, siger Albin Werle.
Binder arkitektur, historie og by sammen
Fra projektgruppen bag forskønnelsen af tunnelen lyder der stor begejstring for oplægget til den magiske tunnel-kunst.
– Det første, pendlere og andre rejsende møder, når de kommer til Slagelse, er tunnelen under stationen – så det er vigtigt, at det er et positivt møde, der også fortæller noget om det sted, de er kommet til – vores natur, kulturhistorie og forbindelser. Det må man sige, at Albin Werle fanger med oplægget, udtaler Formand for Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget Troels Brandt, der er en del af projektgruppen. Og han bakkes op af formand for Forskønnelsesselskabet Vibeke Hvidtfeldt, der ligeledes er en del af projektgruppen og medfinansierer projektet.
– Tunnelen har længe trængt til et æstetisk løft. Men det har skulle være det rigtige projekt, der løftede dens udtryk. I forskønnelsesselskabet er vi helt sikre på, at det projekt, som Albin nu præsenterer for os, vil passe rigtigt fint ind i de andre kunstneriske og arkitektoniske udtryk, der omgiver stationsområdet. Det binder på skønneste vis vores historie og by sammen i en magisk verden, siger Vibeke Hvidtfeldt.
Det er planen, at den færdige kunstinstallation i tunnellen skal indvies i starten af september i år.