Lørdag den 23. april klokken 13-17 holder Slagelse Kunstforening fernisering på en udstilling af malerier af Malene Klint Vejlby.
Kunstneren bor i Faaborg, hvor hun for nylig har åbnet sit eget galleri, men det er helt andre egne man besøger, når man ser på Malene Klint Vejlbys billeder. Ikke i bogstavelig forstand, for billederne kunne lige så godt være malet i Faaborg som i Frederikshavn eller Gedser eller Slagelse.
Malene Klint Vejlby maler barndom, olie på lærred. Hun maler den forundring hvormed børn oplever verden. Hvordan børn kan falde i staver over at iagttage en blomst eller et insekt, hvordan det kolde vand føles når man sopper i vandkanten, hvordan skyerne forandrer sig når man ligger på græsset eller i skovbunden. Hun maler også følelsen, når man gynger højt op i himlen, så højt at man føler at man kan gå på skyerne. Hun minder os kort sagt om, hvordan vi selv engang for længe siden åbnede alle sanser og sugede livet og oplevelserne til os.
Men Malene Klint Vejlby har også en anden og meget konkret side af sit kunstneriske virke. Med akryl maler hun fugle på gamle søkort, jo mere brugte og slidte des bedre. Fuglene med deres fuldstændige frihed til at flyve hvorhen de vil, uden landegrænser, uden trafikkaos eller pladsbillet sat i kontrast til søkortenes fuldstændig præcise og konkrete gengivelse af virkeligheden på en bestemt lokalitet. Denne type billeder modtager hun bestilling på, hvis man har en drøm om en bestemt fugl på et bestemt sted.
På ferniseringsdagen bliver udstillingen åbnet klokken 13 af Jane Dahl, og Slagelse Kunstforening er som sædvanlig vært ved en lille forfriskning. Derefter er udstillingen åben hver fredag-lørdag-søndag klokken 13-17 med søndag den 15. maj som sidste dag. Alle er velkomne, både til ferniseringen og perioden derefter, og der er gratis adgang.