Slagelse Kunstforening indleder 2023-sæsonen med at mindes to fine lokale kunstnere, som ikke er blandt os længere, Anni Fiil og Gerner Kajberg. Der er fernisering på mindeudstillingen i det Røde Tårn lørdag den 14. januar 2023 klokken 13. Åbningstalen bliver holdt af Vibeke Hvidtfeldt.

I januar 2022 mistede vi Anni Fiil, som døde efter længere tids sygdom, der viste sig at være den grusomme ALS. Dermed sluttede et kunstnerisk virke alt, alt for tidligt. Anni startede som væver, men det blev arbejdet med papir der blev hendes vigtigste virkefelt. Hun brugte papir som hun hentede fra alle verdenshjørner, og hun lavede selv sit papir. Hun eksperimenterede med alle de udtryk hun kunne finde på, i farver, struktur og kombination med andre materialer. Hun støbte, formede, bemalede, syede, udsatte for vejr og vind. Hele tiden nysgerrig og søgende, og hele tiden med et sikkert og disciplineret overblik over sine virkemidler, så de færdige værker fremstod helstøbt og hvilende i sig selv.

Annis mand Kristian har stillet hendes efterladte værker til rådighed for udstillingen, og indtægterne ved et eventuelt salg vil blive givet ubeskåret til Scleroseforeningen. Udstillingen er kurateret af keramikeren Charlotte Nielsen, som var en nær ven og kollega af Anni.

Gerner Kajberg døde i 2002, 83 år gammel, i sit hus i Glatved på Djursland. Bortset fra årene 1946-49, hvor han gik på Kunstakademiet i København, boede han i Slagelse fra fødslen i 1919 og til han flyttede til Glatved i 1983. Når han flyttede, var det fordi der blev trukket i ham fra så mange sider, at han til sidst følte, at han ikke havde ro til at fordybe sig i det der var det vigtigste i hans liv, maleriet.

Når Slagelse Kunstforening nu tyve år efter hans død ærer Gerner Kajberg med en mindeudstilling, er det fordi kunstforeningen ved en række lykkelige tilfældigheder kom i besiddelse af 12 værker, som hidtil har været i privat eje. En betingelse for at kunstforeningen kunne overtage værkerne var, at de blev vist samlet en sidste gang.

Ægteparret som ejede billederne kendte Kajberg godt og købte hans billeder over en lang årrække, så når de udstilles samlet i dag viser de en del af den meget spændende udvikling hans kunstneriske udtryk gennemløb. Fra det overstadigt koloristiske til det mere indadvendte arbejde med farve og form snarere end det figurative.

Udstillingen af de to fine Slagelse-kunstneres værker vises efter ferniseringen hver fredag, lørdag og søndag klokken 13-17, med søndag den 12. februar 2023 som sidste dag. Alle er velkomne, og der er gratis adgang.

Pressefoto