Onsdag d 12. juli er der Keramikfestival i Skælskør, og Finn Møller fra MØLLER i mejeriet – kunstgalleri deltager med sine humoristiske keramikværker, både frimærker, figurer og som noget nyt i år Skamler som han kalder for Sid sjovt.

Finn Møller, som også er med i styregruppen bag den store Keramikfestival, udstillede for første gang sin keramikkunst sidste år, og det var en kæmpe oplevelse og stor succes.

”Når man kan fortælle om tankerne bag sine kunstværker til flere tusind mennesker, giver det jo et enormt feedback på det man laver. Min keramik er jo til den humoristiske side og det er fantastisk at få så mange smil, grin og kommentarer når jeg spørger om de vil se min Frimærkesamling.”

Kunstnerens primære arbejder er finurlige frimærker lavet i stentøjsbrændt keramik, i relief fortolker han Margrethe, tegneseriefigurer, Tour de France, Storebæltsbroen og meget mere. Værkerne er naivistiske, rustikke og fyldt med humor og samtidig kan de godt kommentere den tid vi lever i.

I 2023 har han også sine nye skamler med til festivalen, de er lavet i stentøj og er frostsikre så de kan stå ude hele året. Selve soklen er genbrugte gummiklodser fra et bolværk, Finn Møller laver sjove farverige sæder med figurer og spil, og med en vægt på 42 kg vælter de ikke, selvom børnebørnene eller vinden leger med dem.

På keramikfestivalen udstiller over 70 fantastisk dygtige keramikere, fra hele landet, rigtig mange af dem er kendte for deres skønne brugskeramik, andre laver figurer og installationer, og Finn Møller laver så bare frimærker i keramik.

Pressefoto