Et nyt, lokalt samarbejde mellem DGI og Firmaidræt Slagelse garanterer sved på panden, masser af gode grin og hyggeligt samvær for seniorer i Slagelse. Samarbejdet går under navnet ’Motion og Fællesskab’ og byder på to timers aktivitet hver tirsdag formiddag i UV Hallen i Slagelse.

Forskning viser, at regelmæssig motion, socialt samvær og mental stimulering bidrager fundamentalt til, at seniorer kan fastholde et liv med kvalitet, selvstændighed og glæde. Det er lige netop, hvad ’Motion og Fællesskab’ tager udgangspunkt i.

’Motion og Fællesskab’ udspringer af DGI-konceptet ’Idræt om Dagen’, der er et velafprøvet og simpelt koncept skræddersyet til seniorer. Konceptet hviler ikke på én bestemt idræt, men mange forskellige, hvilket betyder, at alle – på tværs af mobilitets-, koordinerings- og styrkeniveauer – kan være aktive sammen. Samtidigt giver det mulighed for at følges med både partner og venner, selvom alle foretrækker noget forskelligt.

Konceptet har allerede mere end 300 aktive hold med flere tusinde deltagere fordelt over hele landet – og nu også lokalt i Slagelse.

Noget for enhver smag
’Motion og Fællesskab’ er bygget op som to timers aktivitet, der veksler gang for gang. Deltagerne kommer igennem alt fra pickleball, over gåfodbold til discgolf. Alt sammen aktiviteter skræddersyet til seniormålgruppen.

Tag for eksempel gåfodbold, der er en langsommere variant af det traditionelle fodboldspil. Her er blot 3-5 spillere på banen ad gangen, og der anvendes en særlig bold og lave mål, som indbyder til spil langs jorden.

Hvor og hvornår?
’Motion og Fællesskab’ i UV Hallen starter op tirsdag d. 27. august kl. 10.00-12.30 i UV Hallen, Frederikshøjvej 3, 4200 Slagelse. Det eneste deltagerne skal have med, er sko og tøj til at bevæge sig i.

Tilmelding
Første træning slutter af med smørrebrød. Af hensyn til forplejning bedes deltagerne derfor tilmelde sig hos Jan på tlf. 23430915.

Foto: Morten la Cour Dragheim