Fra den 5. november til 20. november kan CPH:DOX, Københavns internationale dokumentarfilmfestival, for første gang kalde sig for en regional festival. I samarbejde med Kultur-MetropolØresund og Region Sjælland vil festivalen indtage kulturinstitutioner i regionen med spritnye, øjenåbnende dokumentarfilm og efterfølgende debatter eller events.

Med DOX:ON:TOUR rettes fokus på aktuelle og debatskabende temaer i tæt samarbejde med de lokale biografer, og visningerne krydres med efterfølgende debatter og events sammen med aktører i og uden for kommunen. På den måde bliver kommunerne en del af en stor og synlig festival, som skaber liv og aktiviteter i hele kulturregionen.

Filmene er udvalgt i tæt dialog med kommunernes fokusområder og ønsker. I årets program kan man således finde film om Naomi Kleins klimafilm ’Intet Bliver Som Før’, en film om hvad det er vi spiser og en underfundig film om et alt andet end strømlinet popband.

14/11 kl. 16.30
Intet bliver som før

Klimakrisen er ikke bare vor tids største og mest presserende udfordring, ifølge socialisten Naomi Klein. Hun er også overbevist om, klimakrisen er den største mulighed vi nogensinde har haft for at ændre verden. Naomi Kleins nye, internationale bestseller understøttes af en verdensomrejse langs klimaforandringernes frontlinje, fra det vestlige Canada over det sydlige Indien til det østlige Kina. ‘No Logo’-forfatteren Klein er den væsentligste stemme i den handlingsorienterede, moderne aktivisme.

intetbliversomfør25722

16/11 kl. 19.00
Sugar Coated

Før filmen vil der være oplæg af forfatter og ernæringsekspert Marie Steenberger.

Sugar Coated er en film, der vil få dig til at tænke over, hvad du spiser – og hvem, der har bestemt, hvad der er i maden. Den største ændring i vores spisevaner de sidste 10.000 år den ekstreme stigning i vor meget sukker vi – ofte helt uden at vide det – indtager hver dag. Der er nemlig gode penge i det søde, hvide pulver, der kan gøre os afhængige af næsten alt. Hvad er sundt, og hvad er sandt? Få svarene i en rystende film, der afslører en skjult dagsorden med en fatalt høj pris. En hemmeligstemplet markedsføringskampagne fra 1970 sætter efterforskningen i gang, og dokumenterer sukkerindustriens forsødelse af de videnskabelige beviser på, at sukker er usundt.

Sugar25011

17/11 kl. 19.00
Monsterman

Inden filmen vil der være oplæg med DR-radiovært og journalist Mathias Buch Jensen.

Der var ikke det levende menneske på det europæiske kontinent, der ikke sad fast klæbet til skærmen, da finske Lordi vandt Melodi Grand Prix i 2006. Klædt i groteske kostumer som taget ud af en B-film fra 80’erne sendte det fem mand høje band et solidt knytnævneslag i ansigtet på den gode smag og ændrede for altid den ellers så konservative sangkonkurrence. Pludselig var puddelrock og monstermakeup acceptabelt igen – om end for en meget kort stund!

For ti år efter den kortlivede succes har forsanger i Lordi, Tomi Putaansuu (også kendt som Mr. Lordi), knap nok råd til at fodre sin tamme pythonslange. Lordis tema-restaurant må lukke, pladesalget er styrtdykket og Tomis drøm om international succes med det band, der for ham selv er en livsdrøm og for alle andre et humoristisk freakshow, er en daglig kamp.

‘Monsterman’ følger Tomi’s brave kamp mod Lordis dalende succes og for at deltage i den finske version af ‘All Stars’, og ikke mindst kampen om at komme ned af en vindeltrappe i halv meter høje støvler.

monsterman24571