Familielivet kan være en travl affære, og ro og nærvær er ofte efterspurgte varer. Men fortvivl ej – Slagelse Bibliotek og projektet ’Naturfamilier’ inviterer til et par hyggelige og nærværende timer med bålhygge og højtlæsning.

Tag hele familien under armen og mød forfatteren og tegneren bag den populære bog- og tv-serie Hjørne Bjørne tirsdag den 29. november kl.16.00 på Slagelse Bibliotek.

Niels Valentin læser højt fra sine bøger og viser hvordan man selv kan tegne de karakteristiske figurer fra historierne. Efterfølgende inviterer vi til æbleskiver over bål og varm kakao i bibliotekshaven.

Der vil være mulighed for at købe Hjørne Bjørne-bamser og -bøger ved arrangementet.

Naturfamilier, et projekt under Danmarks Naturfredningsforening, står bag arrangementet i samarbejde med Hjørne Bjørne.

Om Naturfamilier

Naturfamilier vil gøre det lettere for børnefamilier i Danmark at komme ud i naturen. Fordelt i alle landets 98 kommuner er der nu 8800 naturfamilier, som i fællesskab danner rammer for små og store naturoplevelser i hverdagen.

Naturfamilier er støttet af Nordea Fonden og er et projekt under Danmarks Naturfredningsforening.

Det er gratis at deltage i arrangementet. Tilmelding skal ske på www.slagelsebib.dk. Det er også muligt at tilmelde sig på biblioteket i Slagelse, Korsør eller Skælskør.

Pressefoto