Skal man bruge taxi i Slagelse Kommune, går der som oftest ikke mange øjeblikke, før den holder foran døren. Den gennemsnitlige ventetid på taxi i Kommunen er nemlig kun cirka seks minutter, og inden for maksimalt 15 minutter har 92% fået en taxi. Det viser tal fra Dantaxi, der er byens største taxiselskab. Den hurtige responstid kommer ikke bag på taxivognmand i Slagelse, Kim Sørensen, der peger på flere årsager hertil.
Kunderne i Slagelse Kommune venter i gennemsnit cirka seks minutter på ikke-tidsbestilte ture, viser tal fra Dantaxi.
Høj tillid
“Blandt os taxivognmænd her i Slagelse kommune er tilliden høj. Vi passer på hinanden, vores kunder og har et godt kollegialt fællesskab, og det smitter af på kundeplejen. Derfor er jeg glad for disse tal, der tydeligt viser, at vores kunder hurtigt får en taxi”, siger vognmand Kim Sørensen.
Tallene vognmanden refererer til er fra Dantaxi, der er det taxiselskab, han er tilknyttet. Dantaxi har kortlagt ventetiden på deres taxier ved at inddrage data fra selskabets kørte ture i Slagelse Kommune i de første fem måneder af 2023. Tallene viser, at fra en kunde bestiller en taxi, går der i 84% af tilfældene højest 10 minutter, inden den er fremme. Efter 15 minutter har 92% fået en vogn. Kun i 3,8% af turene skal kunden vente i 20 minutter eller længere. Samme tal viser, at der i gennemsnit går cirka seks minutter fra kunden har bestilt en vogn, til den er fremme.
Vognmændene har etableret en vagtordning
Kim Sørensen forklarer, at i de få tilfælde, at en kunde skal vente længe, drejer det sig ofte om en bestilling på en hverdagsnat, eller i tidsrum, hvor der er meget travlt. Men alle ture skal køres, forsikrer han:
“Dantaxi-vognmændene i kommunen har på den baggrund lavet en vagtordning, der går fra midnat til klokken syv om morgenen. Mangler der en bil, kan centralen ringe en vogn på gaden. Det er primært i hverdagsnætterne, at vi har brug for denne tilkaldeordning, men den skal sikre, at vores kunder altid kan få fat på en vogn.”
Den hurtige responstid afspejler ikke kun vognmændenes engagement og antal, men også anvendelsen af moderne teknologi, mener vognmanden
“Ting som online-bestilling, ruteplanlægning og især vores taxa-app har gjort det nemmere at optimere ressourcerne. Det tror jeg helt klart er en medvirkende årsag til, at vi kan tilbyde hurtig taxi.”, siger Kim Sørensen.
Slagelse Kommune betjenes af 33 Dantaxier
Dantaxi i Slagelse Kommune råder over 33 vogne. Foruden at udføre taxikørsel i kommunen, kører vognene også til nabobyerne Sorø, Høng og Fuglebjerg for at betjene kunder. Dantaxi i Slagelse Kommune har rødder tilbage til Slagelse Taxa og Korsør Taxa. De to selskaber slog sig sammen i 2011, og blev efterfølgende en del af det landsdækkende taxiselskab Dantaxi.