Et forskerhold fra Københavns Universitet har nu det første og eneste bevis i verden for, at narhvaler og hvidhvaler får unger sammen. I samlingerne på Statens Naturhistoriske Museum ligger et kranium, som forskerne efter analyser af DNA og isotoper kan bekræfte er en krydsning mellem en narhval og en hvidhval. Det skriver KU i en pressemeddelelse.
Et besynderligt hvalkranium har i næsten 30 år samlet støv i kælderen under Statens Naturhistoriske Museum. Nu har et forskerhold bevist, at der er en særlig grund til, at kraniet ikke ligner noget andet kendt hvalkranium: Det er nemlig en hybrid mellem en hvidhval og en narhval.
Det var en grønlandsk fanger, som i 1980’erne skød hvalen og studsede over dens underlige udseende. Han lagde kraniet på taget af sit redskabsskur, som professor Mads Peter Heide-Jørgensen fra Grønlands Naturinstitut nogle år senere kom forbi. Han bed ligeledes mærke i det mærkelige kranium og indleverede det derfor til museet, hvor det lige siden har ligget i magasinet på Zoologisk Museum, der er en del af Statens Naturhistoriske Museum.
“Så vidt vi ved, er dette det første og eneste bevis i verden på, at disse to arktiske hvalarter parrer sig med hinanden. Det var man ikke klar over før. Man har overvejet det på grund af kraniets udformning, men man har ikke kunnet fastslå det. Det kan vi nu,” siger Eline Lorenzen, DNA-forsker og kurator ved Statens Naturhistoriske Museum under Københavns Universitet og leder af studiet, der netop er publiceret i Scientific Reports.
Gennem analyser af DNA og stabile isotoper har forskerne fastslået, at kraniet har tilhørt en hanhval, som var en førstegenerations-hybrid mellem en hun-narhval og en han-hvidhval.
Supermærkeligt tandsæt
Hybrid-kraniet er for det første meget større end kranierne på narhvaler og hvidhvaler. Men især tandsættet skiller sig markant ud. Hvor narhvalen kun har én eller to snoede stødtænder, og hvidhvalen har et sæt af mange små ensartede tænder i lige rækker, har hybridkraniet et sæt af længere, snoede og spidse tænder med en helt anden vinkel.
“Der er bare et supermærkeligt tandsæt på den her hval. Og vi kan se via isotoperne, at den har haft et helt anderledes fødevalg sammenlignet med både narhvaler og hvidhvaler – muligvis har dens tandsæt påvirket dens måde at leve på. Mens de to andre arter lever af føde, der findes højere oppe i vandsøjlen, har hybriden levet mere af bundlevende dyr,” siger Mikkel Skovrind, ph.d.-studerende ved Statens Naturhistoriske Museum og førsteforfatter til forskningsartiklen.
Forskerne ved ikke, hvorfor de to arter har valgt at parre sig, men det tyder på, at det er et nyt fænomen:
“Når vi ud fra arvemasserne kigger tilbage i begge hvalarters slægtshistorie, ser vi ingen tegn på krydsninger inden for de seneste halvanden million år. Så det lader til at være noget nyt. Men det skulle undre mig, om vi har fået i det eneste eksemplar i hele verden. Der må være flere, som vi bare ikke har opdaget endnu,” siger Eline Lorenzen.
Perler gemmer sig i museumssamlingerne
Eline Lorenzen påpeger, at de analytiske metoder, som hun og kollegerne har benyttet sig af, først er blevet mulige de seneste par år.
“Der ligger altså nogle naturhistoriske perler i vores samlinger, som kan give os ny indsigt i, hvordan klodens dyreliv forandrer sig. Og det er fantastisk, at materiale kan ligge i samlingerne i årevis og lige pludselig blive interessant, fordi der kommer nye metoder. Så det er nye metoder, vi har brugt på noget meget gammelt materiale,” siger Eline Lorenzen.
Mikkel Skovrind tilføjer: “Det kunne jo være interessant at finde ud af, om nogen har set en lignende hval andre steder.”
