Slagelse kommune byder velkommen til Jens Højlund som ny arbejdsmarkedschef. Han tiltræder stillingen den 1. juni 2016. Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
Jens Højlund kommer fra en tilsvarende stilling i Odsherred Kommune, hvor han har været de seneste 9 år, først som afdelingsleder og senere som Job- og Borgerservicechef.
Jens Højlund har stor viden om arbejdsmarkedsområdet, et stort eksternt netværk og meget bred erfaring i det virksomhedsrettede samarbejde.
Jens Højlund er en skarp profil i både det analytiske, strategiske og driftsorienterede arbejde, og han er vant til et omfattende samarbejde med det politiske niveau. Derudover har han stor indsigt i netop den type udfordringer, som Slagelse kommune står overfor på beskæftigelsesområdet.
– Vi er meget glade for det stærke ansøgerfelt, der har vist interesse for stillingen som arbejdsmarkedschef. Med ansættelsen af Jens er jeg overbevist om, at vi har fået mulighed for at rekruttere en både faglig og personlig stærk mand til jobbet, siger Helle Jakobsen (V), formand for beskæftigelses- og integrationsudvalget.