10 millioner forventes brugt som støtte til hal i området ved campus, hvis det fremlagte projekt lever op til fondens kvalitetskrav.
Lokale og Anlægsfonden har tilkendegivet forventet støtte på 10 mio. kr. til en ny idrætshal i Slagelse, hvis projektet lever op til fondens kvalitetskrav, og hvis der er politisk flertal i Slagelse Kommune for at finansiere resten. Fremtidens nye idrætshal bliver placeret ved stationsområdet, som er ved at forvandle sig til en spændende campus i Slagelse.
– Der kommer meget mere end en idrætshal. Der bliver tale om et moderne og nyskabende idrætsbyggeri, hvor ikke kun huset er til aktiviteter – også taget, facaderne og forpladsen indrettes til aktiviteter. Der bliver plads til traditionel idræt og foreningsliv, men projektet bliver samtidig rammerne om en ny, ung og meget varieret bevægelseskultur. Når også de kunstneriske udtryksformer inviteres indenfor, samles mange forskellige interesser, aktiviteter og oplevelser på et sted, der vil blive helt særligt for Slagelse og campusområdet, siger Anna Hassel, arkitekt i Lokale og Anlægsfonden.
Idrætshallen indgår i den vision, der er for det samlede campusområde, hvor SDU og Professionshøjskolen Absalon får til huse. Campusområdet udvikles over de kommende år, og bliver en ny bydel, hvor iværksættere har til huse på det gamle posthus og studerende flytter ind på stationsområdet.
– Det er virkelig positivt, at LOA har meldt deres støtte så klart ud. Vi vil skabe et levende miljø til både studerende og byens borgere, og en moderne hal, der kan rumme mange idrætsformer vil løfte området markant, siger borgmester Stén Knuth (V).
LOA har sammen med kommunen udvalgt arkitektfirmaet Christensen & Co, som har udarbejdet et forslag, som skaber spændende og varierende rammer for de mange aktiviteter.
Byrådet skal vurdere hvorledes kommunen om muligt kan medfinansiere hallen. Det vil ske på baggrund af de anbefalinger, som §17 stk. 4 Campus Slagelse udvalget kommer med til efteråret.